Når Alberte Winding sætter sig for at skrive en bog, tænker hun altid, at det skal være en sjov bog, en komedie, som det både er morsomt og let at skrive, og som det også vil være lattervækkende og rart at læse. Men indtil videre må hun konstatere, at det ikke går sådan. Hendes bøger bliver mere til den alvorlige side, om end ikke uden energi, lys og håbefulde passager. Sådan er det også med hendes nyeste roman, En sang man kan græde til.

»Jeg har egentlig ikke lyst til at bevæge mig ind i det sorgfyldte og svære rum, men jeg ender der alligevel. Det er ikke et rum uden håb eller glæde, men det er et rum fyldt med længsel, savn og ensomhed. Sådan et rum er der inde i Saskia, romanens hovedperson,« siger Alberte Winding.

Hun har i mange år først og fremmest været kendt som sanger, sangskriver og musiker, men har de senere år også markeret sig som forfatter, både til børne- og voksenbøger. Hun har skrevet flere erindringsbøger, og i 2023 kom hendes første roman, Hvad jeg tænker mens du taler. En roman om kvinden Pio, der er i overgangsalderen og oplever, at livet falder fra hinanden. Hendes mor er død, og hun er stadig vred på hende, men først og fremmest savner hun hende – og længes efter den nærhed og varme, hun aldrig rigtig gav Pio. Hun elsker sin voksne søn og er stolt over at se ham gå ud i livet med mod på det hele, men samtidig ønsker hun at kunne give ham lige så meget omsorg, som dengang han skulle have hjælp med flyverdragten og en hånd at holde i på vej ned ad trappen. I romanen undersøgte Alberte Winding, hvad der sker i Pio i den fase i livet, hvor generationerne skifter rolle, og man som kvinde må give slip på meget, men også får mulighed for at være i livet på en mindre anstrengt og mere ydmyg måde.

Lyde, stilhed og sorg i New York

I sin nye roman er det fyrrerne som livsfase, hun skriver sig rundt om og ind i via hovedpersonen Saskia – en kunstner, der tager til New York for at optage lyd til et kunstprojekt. Hun leder efter lyde og stilhed i storbyen, hvor hun har svært ved at føle sig hjemme og finde fodfæste. Samtidig leder hun efter mening og retning i sit eget liv – og minder og svære følelser fra barndommen og ungdommen trænger sig vej op i hende, som om storbyen fremkalder dem.

»Saskia er både stærk og sårbar. Hun kan en masse, har faglig erfaring og livserfaring. Men hun er også et svært sted, i en form for krise, hvor alt er kastet op i luften. Hun er gået ud af et længerevarende forhold med en mand, som hun ønskede at få børn med, og hun sørger over tabet af sin far og de ambivalente relationer til sin skrøbelige mor og sin yngre søster,« fortæller Alberte Winding.

I New York møder Saskia tilfældigt danske Asta, der vil søge ind på Filmskolen, og bliver introduceret til hendes slæng af unge, kunstneriske venner, der alle har en stærk livsenergi, som de brænder af i skiftende romantiske relationer og lange aftener i byen, til koncerter og på barer, alkohol og stoffer. Asta flytter delvist ind hos Saskia, og der udvikler sig en form for venindeskab imellem dem, hvor Saskia får mulighed for at give en omsorg, hun har i overskud, mens Asta med sit ungdommelige mod både konfronterer Saskia med noget, hun har mistet, og vækker noget i hende.

»Saskia har en længsel efter at give omsorg og kærlighed til et barn, som det ser ud til, at hun aldrig får. Det er en stor sorg for hende, og der er en ensomhed forbundet med det, fordi der ikke er nogen, der mangler hende og kræver hende, sådan som der er, når man er mor til nogen. Samtidig har hun en frihed og nogle muligheder, som hun til at begynde med ikke har helt mod til at kaste sig ud i,« siger Alberte Winding.

Krise og frihed i fyrrerne

Hun husker selv sine fyrrere som et årti, hvor hun både var i krise og opdagede nye sider af sig selv. Ikke mindst som kvindelig sanger og musiker blev hun konfronteret med alderens konsekvenser, forklarer hun.

»Da jeg var i den alder, mærkede jeg, at jeg på nogle måder blev marginaliseret som kvindelig kunstner, fordi ungdom var en valuta, som jeg ikke længere havde – og dermed opdagede jeg, hvad den havde betydet. Så der var et tab i det, men også en mulighed for nyorientering og en form for frihed,« siger hun.

Alberte Winding kunne bruge oplevelser, hun selv havde, fra et par fertilitetsforløb, der ikke blev til et barn.
»Det var helt o.k., jeg følte, at alt var, som det skulle være. Jeg var ikke så ung længere og havde to store ønskebørn i mit liv. Men længslen forlod mig nok aldrig, og det har været en gave at møde mit bonusbarn. Man kan skabe familie på mange måder,« siger hun.

Det har dog været vigtigt for Alberte Winding at skrive en karakter frem, som ikke er samme sted i livet og med samme erfaringsunivers som hende selv – i hvert fald ikke fuldstændig.

»Da min første roman udkom, kunne jeg mærke, at folk læste mig meget ind i hovedpersonen, og så fik jeg lyst til at flytte mig et andet sted hen. Med Saskia er der nogle oplagte forskelle til mit eget liv. Men samtidig skal jeg kunne leve mig ind i hendes følelser, og jeg bruger også nogle af mine egne erfaringer i bogens scener. Jeg har husket tilbage og mærket efter, hvorfor jeg drak shots den aften eller sagde noget, der ikke var så sødt, som det kunne have været. På den måde er der meget af mig selv i romanen, men Saskia og de øvrige personer fik også meget deres eget liv undervejs,« fortæller hun.

Breve til en fiktiv datter

Først i løbet af arbejdet med romanen blev det tydeligt for Alberte Winding, at et af bogens underliggende temaer er ensomhed.

»Jeg mærkede en ensomhed i mig selv, som jeg kunne spejle i Saskia. Jeg har børn og nære relationer, men jeg kender også til sorgen over at miste en far og skulle finde mig selv uden den forbindelse. Og jeg kender til den form for fremmedhed, man kan føle i en by som New York, nok især når man som jeg er et menneske, der har meget behov for at være i forbindelse med naturen. Ligesom Saskia har jeg også altid opsøgt parkerne, når jeg har været i New York,« fortæller hun.

Alberte Winding har selv været i New York en del gange og har også boet i USA i flere år. Så hun er mere fortrolig med de steder, hun beskriver i bogen, end Saskia er. Ved at lade Sasia komme på udebane – både geografisk og relationelt – kunne Alberte Winding tydeliggøre ensomheden som et vilkår og længslen efter fællesskab og forbundethed.
»Saskia har svært ved at afkode byen og få et ståsted i den, så da hun møder Asta og hendes slæng bliver de et holdepunkt, men også en konfrontation med den overskydende kærlighed, hun ikke kan komme af med i en rolle som mor,« siger Alberte Winding.
I bogen lader hun Saskia skrive dagbogslignende breve til en fiktiv datter – det barn, Saskia længes efter at give omsorg til.

Dertil kommer, at Saskia mærker, hvordan storbyen ikke af sig selv giver relationer eller menneskelig kontakt. Det fænomen kender Alberte Winding selv til, og hun ser det mange steder omkring sig.

»Jeg tror, at ensomhed er mit og verdens store tema. Jeg mærker det i København, som jeg synes, er begyndt at ligne New York på den måde, at man ikke naturligt får kontakt med andre mennesker. Der er ikke så mange naturlige mødepunkter, og når mennesker er fysisk tæt på hinanden i en bus eller på et torv, søger de straks tryghed i telefonen. Umærkeligt tror jeg, at der sniger sig en stor ensomhed ind i mange menneskers liv,« siger hun.

Generationer med kunst og skilsmisse

Alberte Winding insisterer dog på, at hverken hendes roman eller hendes eget liv er sort eller hvidt. Sorgen og længslen er forbundet med kærligheden, med mulighed for nye relationer, med lys og med glæde. Saskia møder det i Asta og får derigennem mulighed for at genfinde det i sig selv, og Alberte Winding har også i sit eget liv oplevet, at det, som har føltes tyngende og svært, er blevet afsæt for ny vækst.

»Som ung kunne jeg godt finde på at prale af, at jeg var femte generation i en familie af kunstnere, men samtidig havde jeg mærket bagsiden, som handlede om at vokse op med perioder uden ret mange penge og også med et ego eller nogle ambitioner, som kan gøre mig nervøs og ufri – fordi jeg er optaget af, om jeg får succes nok,« fortæller hun.

Hun er dog i dag især taknemlig for, at hun via sin familie og sin opvækst har fået adgang til et kreativt rum med mange muligheder. Hun veksler mellem at skrive sange, tage på turné og skrive bøger. Når det ene føles tungt, kan hun skifte til det andet, og omvendt.
Og det faktum, at hun også er femte generation i sin familie, der har været igennem skilsmisse, opfatter hun heller ikke kun som negativt.

»Jeg har set mine forældre manøvrere igennem skilsmisse og nye forhold og har fået en fornemmelse af, at der er kærlighed nok i verden til også at rumme nye relationer og komplekse familiekonstellationer. Det oplever jeg også nu i mit eget liv – der er kærlighed nok, og det er ikke forkert, at livet har en vis kompleksitet,« siger hun.
Det insisterer hun også på at skrive frem i sine romaner.

»Der er ikke noget meget klart plot eller en tydelig udvikling i Saskias liv på overfladen. Hun er et sammensat menneske, og der sker ikke noget dramatisk brud eller en stor erkendelse i hende. Men gennem romanen sker der nogle skred – en bevægelse, der sættes i gang midt i krisen. Og det er der både sorg og håb i,« siger hun.