FOTO: ANNE MORTENSEN
TEKST: Malene Fenger-Grøndahl

FOTO: Anne Mortensen
Succesforfatter er aktuel med en roman over Det Gamle Testamente: »Der er stor skønhed og stor brutalitet«
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der blandt andet er kendt for sin dobbeltroman om nonnen og mystikeren Hildegard af Bingen, udgav sidste år en rost gendigtning af Det Nye Testamentes kerneberetninger. Nu er hun aktuel med en roman over nogle af Det Gamle Testamentes voldsomme fortællinger
For nylig var forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen ude i en kirke og holde foredrag med afsæt i sin bog Natten åbner sig som en port, der udkom i 2023. Det er en gendigtning i romanform over Det Nye Testamente, hvor især kvinderne spiller en markant rolle, og hvor man som læser føres ind i hovedpersonernes tankeverden, sanser, drømme og erfaringer. Mens Anne Lise Marstrand-Jørgensen talte, lagde hun mærke til en kvinde, der sad på en af kirkebænkene og holdt sin veninde i hånden og så lidt forknyt ud. Da der efter foredraget var tid til spørgsmål og kommentarer, fortalte kvinden, at hun havde læst Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman – og den havde fået hende til at miste sin kristne tro.

»Hun var vokset op med kristendommen og havde været troende hele sit liv. Men da hun læste min roman, blev det hele så virkeligt for hende, at hun blev tvunget til at forholde sig til det på en ny måde. Når hun forestillede sig det hele, som hun ville forestille sig alt muligt andet, blev det umuligt for hende at tro på det,« siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Forfatteren blev noget overvældet og lidt forskrækket over kvindens beretning, som dog sluttede på en ganske forsonende måde.

»Hun tilføjede, at hun efter en periode var vendt tilbage til kristendommen, men at hun havde fået et helt andet forhold til troen. Den havde på en måde været på prøve og var blevet forvandlet,« siger hun.

Mystikeren, dronningen og kongen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er uddannet i litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun fik sin kandidatgrad i 2000. Allerede i 1991 debuterede hun dog som forfatter med digtsamlingen Vandring inden ophør, og siden har hun skrevet en lang række anmelderroste bøger, heriblandt dobbeltromanen Hildegard I og II, hvor hun udfolder den middelalderlige nonne og mystiker Hildegard af Bingens liv, hendes religiøse visioner og hendes kald og afkald.

»Jeg opfattede allerede dengang mig selv som troende, men mit forhold til kristendommen var præget af en vis fastlåsthed – en form for barnlig blufærdighed og en opfattelse af, at kristendommen havde nogle lidt firkantede rammer og normer. Men da jeg skrev om Hildegard, hvis tro på mange måde er grænsesprængende og vild, men også meget alvorlig og til tider streng, åbnedes troen for mig på en ny måde,« siger hun.
Nogle år senere skrev hun romanen Dronningen af Saba og Kong Salomon, hvor hun udfolder historien om to stærke personligheder og deres møde. En fortælling, som går igen i Bibelen, Koranen og i det etiopiske epos Kebra Nagast og dermed er en del af et fælles mytisk-historisk grundlag for flere kulturer.

»Der var jo også et delvist bibelsk afsæt for historien, og tro spillede en rolle, men arbejdet med den bog var i høj grad en undersøgelse af, hvilke fælles kulturelle rødder vi har – på tværs af de kulturelle skel, vi har tendens til at sætte op i dag,« forklarer hun.

Nu er hun aktuel med romanen Under solen, hvor grundstoffet er nogle af de meste kendte fortællinger i Det Gamle Testamente.

»Både Natten åbner sig som en port og Under solen er bestillingsopgaver, som jeg fik af Bibelselskabet. Der er noget befriende ved at få en ramme og nogle begrænsninger, for der er så stor dybde i det bibelske univers, at det næsten kan oversvømme én,« siger hun.
»Der kan nok være en tendens til, at når vi læser Bibelen eller forholder os til kristendommen, så lægger vi de ubehagelige historier lidt til side« 
Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Som at flytte tunge sten

Det var Bibelselskabets Forlag, der foreslog, at hun først gav sig i kast med Det Nye Testamente, og derfor udkom Natten åbner sig som en port i september 2023, og omtrent to år efter kommer så Under solen. Og selv om begge bøger udfolder det bibelske univers, har processen med at skrive dem været meget forskellig, fortæller forfatteren.

»I udgangspunktet havde jeg et meget mere nært forhold til Det Nye Testamente, og der var ikke så meget i den fortælling, som skurrede i forhold til min egen tro. Der handlede det meget om at gå ind og gøre begivenhederne nærværende i forhold til almenmenneskelige følelser og erfaringer, som vi også har i dag,« siger hun.

Arbejdet med Under solen var derimod vanskeligere.

»Det føltes i hele processen nærmest som at udføre et hårdt fysisk arbejde – som at flytte tunge sten. Der er en tyngde i fortællingerne, som jeg mærkede meget tydeligt – selv om der naturligvis også findes stor skønhed i dem,« siger hun.

Skønheden går imidlertid hånd i hånd med en brutalitet og voldsomhed, som Anne Lise Marstrand-Jørgensen fra begyndelsen besluttede, at hun ikke ville nedtone, bortcensurere eller gå udenom.

»Der kan nok være en tendens til, at når vi læser Bibelen eller forholder os til kristendommen, så lægger vi de ubehagelige historier lidt til side eller gør os hurtigt færdige med dem ved at holde os til en fortolkning, der ikke kræver af os, at vi går helt ind i kernepunktet af det smertelige og brutale. Men jeg besluttede at gøre det modsatte,« siger hun.

Skabelse, syndefald og straf

Hun udvalgte en række fortællinger, som blandt andet tematiserer etiske dilemmaer om tro, tillid, lydighed, godhed, ondskab, straf og tilgivelse – og som afspejler, hvordan mennesker igen og igen fejler og gør oprør mod den pagt, Gud har indgået med dem.

»En rød tråd er, at Gud skaber mennesket og elsker det og ønsker det alt godt. Gud ser imidlertid, hvordan mennesket igen og igen gør de mest vanvittige ting, og på et tidspunkt straffer han mennesket – og så kommer der en ny chance, en ny mulighed. Straffen kan være brutal, og også den måde, mennesker handler på over for hinanden, kan være meget voldsom,« siger hun.

Romanen bevæger sig fra skabelsesberetningen og syndefaldet, over Kains jalousidrab på Kain, videre til fortællingen om Noas Ark og gennem blandt andet beretningen om Abraham og Sara og om Abrahams villighed til at ofre Isak. Den afsluttes med fortællingen om Esajas, hvor Gud giver mennesket mulighed for at føre retssag imod ham.

»Der var nogle virkelig vanskelige fortællinger iblandt, hvor jeg på den ene side forsøger at sætte mig ind i, hvilke følelser og drivkræfter der har været på spil, og på den anden side ikke vil forsøge at bortforklare menneskenes handlinger – eller Guds straf,« siger hun og henviser blandt andet til beretningen om Sodoma og Gomorra, hvor Gud lader de to byer udslette, og Lot og hans familie bliver reddet ud – og på vejen ud dør Lots kone endda, fordi hun – imod Guds påbud – vender sig om og ser tilbage på den brændende by.

Blå bog:
Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Født 18. juli 1971 på Frederiksberg.

Er gift med professor i filosofi Nils Holtug.

Uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet (2000).

Debut: ’Vandring inden ophør’ (Gyldendal, 1998).

Aktuel udgivelse: ’Under solen’ (Bibelselskabets Forlag, 2025).
Ned under det nuttede

Anne Lise Marstrand-Jørgensen besluttede tidligt, at hun ikke ville skrive kvindelige karakter ind i beretningen, som ikke findes i Det Gamle Testamente, eller give kvinderne en mere fremtrædende rolle, end de har i den oprindelige bog.

»Det Gamle Testamente er gennemført patriarkalsk, og det ville jeg ikke skrive ud. Dens fortællinger har haft en virkningshistorie, som jeg synes, at vi må have med. Samtidig er der kvinder, som handler – og ofte lige så usympatisk eller problematisk som mændene. Det gælder for eksempel Sara. Også Noas hustru får lov at spille en rolle,« siger hun.

Fortællingen om Noas Ark blev, jo mere Anne Lise Marstrand-Jørgensen fordybede sig i den, fuld af gru:

»Det er en fortælling, som næsten alle børn kender, og som umiddelbart har en høj nuttethedsfaktor med alle de søde dyr. Men bevæger man sig ned under det, er det virkelig grufuldt. Kun Noa og hans familie bliver reddet. Hvordan har det føltes at se sine naboer og venner drukne? Hvad gør det ved en af være de udvalgte? Det forsøger jeg at leve mig ind og beskrive,« siger hun.

På samme vis gik hun helt ind i både Sara, Abraham og Isak og forsøgte at forstå, hvad de følte, da Abraham tog Isak med sig for at ofre ham til Gud. 

»Hvad har Sara tænkt, da hun stod tilbage og så dem gå? Hvad tænkte Abraham? Hvad drev ham til at ville ofre Isak? Og hvordan føltes det at være drengen Isak, der blev bundet og lagt på et bål af sin far for at blive ofret?« spørger hun.

Svarene har Anne Lise Marstrand-Jørgensen forsøgt at give i litterær form, på en måde, hvor dilemmaerne og følelserne bliver genkendelige i forhold til det liv, mennesker lever i dag. 

»De lider under barnløshed, er jaloux, lever i sammenbragte familier og så videre,« siger hun.

Det er hendes håb, at bogens fortællinger – ligesom både Hildegard-bøgerne og Natten åbner sig som en port – vil åbne for samtaler om tro og eksistens:

»Jeg har været meget glad for de samtaler, som bøgerne har åbnet, og jeg er spændt på, hvilke samtaler Under solen vil åbne for,« slutter hun.

Seks spørgsmål til Anne-Marie Vedsø Olesen
Øjenåbner: Hvad har været en livsændrende læseoplevelse for dig?
»Jeg begyndte at læse meget tidligt, og den første bog, jeg læste, var en chokerende oplevelse – fordi jeg opdagede, at jeg pludselig fik adgang til en verden af tegn. Jeg husker ikke, hvilken bog det var. Men jeg husker nogle år senere at ligge på min farmor og farfars båd og læse ’Det lille hus på prærien’. Siden har jeg jævnligt haft livsændrende læseoplevelser – og har det fortsat.«


Forbillede: Hvem er dit litterære forbillede?
»Jeg læser meget, og der er mange forfattere, hvis værker jeg beundrer. Men jeg har ingen litterære forbilleder. Når jeg skriver, kan mine forbilleder eller mine inspirationskilder lige så vel være menneskelige som litterære.«


Arv: Hvilke værdier har du fået med hjemmefra?
»Fra begge mine sæt bedsteforældre har jeg fået nogle stærke værdier i form af gavmildhed og gæstfrihed. Det er nogle af mine kerneværdier.«


Duft: Hvad er din yndlingsduft?
»Duften af mine børn, da de var helt små babyer.«


Føde: Hvad har du altid i køleskabet?
»Havremælk, nu ovenikøbet hjemmelavet. Jeg fik en maskine, der kan lave havremælk, i fødselsdagsgave af min mand.«


Flugt: Hvad er din favorit overspringshandling?
»Jeg er ekstremt struktureret i mit arbejde, men det kan være at snakke i telefon med venner eller et af mine børn.«
’Under solen’
af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Er udkommet på Bibelselskabets Forlag.
Made on
Tilda