Fimbulvinter’ og ’Verdensbrand’. Det er overskrifterne på de to dele, det femte og sidste bind i Anne-Marie Vedsø Olesens episke værk Vølvens vej består af. Allerede overskrifterne antyder, at der er krise, krig, konflikt og ødelæggelse i vente, når man som læser begiver sig ind i det jernalderunivers, som forfatteren har bygget op gennem fem bøger. Et univers, hvor beskrivelser af menneskenes liv med intriger, magtkampe og hverdagens rutiner veksler med eller væves sammen med forestillinger fra den nordiske mytologi. Hele værket er bygget op omkring og tager afsæt i Vølvens spådom, et gudedigt fra den Ældre Edda, som forudser ragnarok – verdens ødelæggelse.

»Mange overser eller glemmer nok, at ragnarok er ødelæggelse og undergang, men også nyt liv. Ud af destruktionen vokser noget nyt. I Vølvens spådom beskrives en ny sol og en ny verden. Sådan er det også i min historie,« siger Anne-Marie Vedsø Olesen.

Derfor er der ganske rigtigt drama og voldsomme kampe i sigte i seriens afsluttende bind. Men der er også håb. Og der er eksempler på, hvordan mennesker tackler krisen forskelligt – ligesom mennesker gør i dag, hvor krig, konflikt og klimaforandringer for nogle kan synes at antyde, at et ragnarok er nært forestående.

Verden i flammer

»Verden står i flammer, og det er klart, at det på en eller anden måde har påvirket bogen. Jeg har kunnet tage alle de følelser og tilgange til det at leve i en krisetid, som jeg har set og oplevet hos andre og hos mig selv, og lægge det ud i det store persongalleri i Vølvens vej. Der er eksempler på vilje til handling, på tøven, på håb og på håbløshed. Det har føltes påtrængende for mig at skrive om alle de mange forskellige holdninger til, hvad man gør, når krisen bliver værre,« siger Anne-Marie Vedsø Olesen og tilføjer:
»Jeg har selv en stærk tro på, at alle de kriser nok skal blive en overgang til noget godt, hvis vi har nogle ledere, der gør det rigtige. Og det kan vi få – i hvert fald i de demokratiske dele af verden – hvis vi stemmer på de rigtige. Det er så vores ansvar.«

Allerede som barn var hun dybt optaget af litteratur og gode fortællinger – og blev også opmuntret til at være ambitiøs, dog primært inden for naturvidenskab.
»Jeg elskede at læse, og som barn læste jeg med lommelygte under dynen om natten. Jeg elskede alle store episke fortællinger – uanset kunstart. Jeg var betaget af opera, teater og litteratur, og jeg begyndte selv at skrive noveller, mens jeg gik i gymnasiet. Min passion var fortællingerne, men det lå i luften, at kunst og kultur var en udmærket, dannet hobby, men ikke mere end det,« fortæller hun.

Hendes far var overlæge i klinisk kemi på Rigshospitalet, og da Anne-Marie Vedsø Olesen både havde talent for og var interesseret i naturvidenskab, gik hun også den naturvidenskabelige vej efter gymnasiet, hvor hun havde valgt matematisk-fysisk linje.
»Jeg gik i gang med forskellige studier – matematik, datalogi – og snusede lidt til græsk arkæologi. Men det endte med, at jeg læste medicin, for det lå ligesom i kortene,« fortæller hun.

Selv om hun var dygtig til studiet og fik topkarakterer, var det ikke der, hendes passion lå. Mens hendes medstuderende tog vagter rundt omkring på hospitalerne, brugte Anne-Marie Vedsø Olesen sin fritid på at skrive på et romanmanuskript hjemme på kollegieværelset. Pengene til studiet tjente hun ved at arbejde som billetkontrollør i Grand Teatret og på Det Kongelige Teater. Og hun benyttede muligheden for at se alle de film og forestillinger, hun kunne komme til.

»På den måde oparbejdede jeg en dannelse inden for film, opera og teater og blev blot endnu mere betaget af de store fortællinger,« forklarer hun.

Teateruniform eller lægekittel

Da hun var færdig på studiet og var i gang med sin turnusstilling på Frederiksberg Hospital, fortsatte hun et stykke tid som billetkontrollør på Det Kongelige Teater, fordi hun havde svært ved at undvære kontakten til kulturen.

»Indimellem kom nogle af mine kollegaer fra hospitalet i teatret, men genkendte mig ikke, fordi jeg stod i teatrets uniform og ikke i min lægekittel,« siger hun.

Inderst inde vidste hun, at det var kunsten og fortællingerne, hun brændte for. Men hun gennemførte et år som patolog på Roskilde Amtssygehus, inden hun flyttede ned til sin daværende mand, der havde fået arbejde i EU-Kommissionen i Bruxelles.

»Her fik jeg mulighed for at sidde og skrive og prøve drømmen af. Samtidig udskrev Gyldendal og Det Kongelige Bibliotek en konkurrence om en middelalderroman, og jeg besluttede at deltage,« fortæller Anne-Marie Vedsø Olesen.

Hun indsendte anonymt et romanmanuskript, der foregik i 1100-tallets Italien, i byen Salerno, hvor datidens førende lægeskole lå. Hovedperson og jegfortæller er en ung læge, Edgar, der bliver forført af den unge dronning Eleonore. Temaerne i fortællingen er blandt andet middelalderens kamp mellem konge og kirkemagt. Anne-Marie Vedsø Olesen vandt andenprisen i konkurrencen og fik 50.000 kroner samt udgivelse på Gyldendal. Romanen, der blev hendes debut, udkom i 2000 under titlen Salernos sol.

»Med min debut blev dørene sparket op fra begyndelsen, og jeg besluttede, at nu satsede jeg fuldt ud på forfatterskabet. Det skulle være fuld tid eller ingenting, og det har det været siden,« fortæller hun.

Fik hjælp fra kvindelige actionhelte

Siden har hun udgivet en lang række noveller og romaner og en enkelt libretto til en opera bygget over hendes egen novelle Orkestergraven. Hun har skrevet historiske romaner og romaner med fantastiske elementer, og hendes fortællinger har tematiseret magt, kærlighed, begær og konflikt mellem tro og videnskab. Mange af hendes bøger har modtaget store roser fra anmelderne, og især i den senere del af hendes forfatterskab er hendes evne til at skrive om stærke, handlekraftige kvinder blevet fremhævet. Selv siger Anne-Marie Vedsø Olesen, at de kvindelige karakterer i hendes bøger er udviklet og opstået i takt med udviklingen i hendes eget liv.

»Jeg skriver ikke om mit eget liv, men det, der sker i verden og i mit personlige liv, har påvirket min litteratur. Det er ikke mindst tilfældet, når det gælder de kvindelige karakterer. I mine første fire romaner kunne jeg ikke skrive om kvinder, for jeg er vokset op i en tid, hvor kvinder altid var begærsobjekter og ikke kunne ikke udvikle sig eller handle. Derfor blev det statisk, når jeg skrev om kvinder, men med min femte roman, Glasborgen, ændrede det sig,« siger hun.

Glasborgen, som udkom i 2012, udfolder med Operaen i København som scene et trekantsdrama mellem en ambitiøs operasangerinde, Judith, en komponist og hans mystiske følgeskikkelse. Her forsøger komponisten og dirigenten at pine musikken ud af hende, men hun ender med at synge, så operahuset splintrer, og hun frisættes.

»Den bog kunne jeg skrive, fordi der var sket en udvikling i mit personlige liv, men også i de fortællinger, jeg var omgivet af. Der var begyndt at komme fortællinger, især på film, men også til dels i litteraturen, hvor kvinder handlede og slog fra sig. Der var en film som Thelma & Louise, som blev banebrydende, og der begyndte at dukke film med kvindelige actionhelte op,« siger Anne-Marie Vedsø Olesen.

Fra haremskvinde til lejemorder

Også i hendes eget liv var der sket forandringer. En personlig krise gav hende skriveblokering, men en psykolog gav hende nøglen til en forløsning både i hendes private liv og som forfatter.

»Psykologen sagde til mig, at alle de der mænd var ligegyldige. Jeg skulle ind til min kerne og stå solidt – og min kerne var at skrive. Jeg forstod, at jeg skulle ind til min identitet og frigøre den for alt det rod, der prægede mit liv. Det satte mig i gang med at skrive igen, og jeg skrev fortællingen om operasangerinden Judith, der skulle frigøre sig fra dominerende mænd omkring hende.«

Siden kom Dronningens dame-serien – en trilogi, der foregår i renæssancen og med den fiktive karakter Madeleine de Montdidier som hovedperson. Gennem hendes skæbne udfoldes 1500-tallets religionskrige og magtkampe i Europa, og i tredje og sidste bind tages hun til fange og bringes til Konstantinopel, hvor hun bliver udvalgt til at indgå i et korps af lejemordere.

»Jeg havde oprindeligt tænkt, at hun skulle ende i sultanens harem i Topkapi-paladset, men jeg kunne mærke, at det var for kedeligt. Så blev hun i stedet lejemorder – og det gav mig mulighed for at bruge min egen erfaring med at træne boksning og body combat. Det handler ikke om mig selv, men i kunsten kan man ekstrapolere ud fra sig selv og løfte sine erfaringer til et generelt plan i fortællingen,« forklarer hun.

Bred målgruppe

De seneste seks år har hun arbejdet med fembindsværket Vølvens vej, og hun glæder sig nu til at komme ud at fortælle om bogen – blandt andet på Fantasyfestivalen i Esbjerg. Hun opfatter dog ikke sin litteratur som genrelitteratur og mener ikke, at Vølvens vej kan karakteriseres som fantasy i snæver forstand.

»Jeg bryder mig ikke om genrebetegnelser, for i Danmark har der været en tendens til, at når litteratur får en genrebetegnelse, for eksempel fantasy, ligger der implicit i det, at det er dårlig litteratur. Jeg har heller aldrig tænkt mine bøger som en bestemt genre,« siger hun.

Især siden hun i 2022 vandt DR Romanprisen for første bind i Vølvens vej-serien, har hun fået henvendelser fra læsere, der har fortalt, at de normalt ikke læser fantasy, men nu er blevet vilde med Vølvens vej.
»Mine læsere er både mænd og kvinder, unge og ældre. Ved nogle af mine oplæsninger sidder der unge med tatoveringer af Fenrisulven og ravne på armene,« siger hun.

Bevidsthedsstrømme og energi

Hun tilføjer, at mens nogle af de bøger, der betegnes som fantasy, følger meget faste skabeloner, gør hun meget ud af at skrive dybde frem i sine personer, og hun forsøger at undgå, at handlingen følger bestemte forskrifter. Hun eksperimenterer også sprogligt på en måde, som kan være udfordrende for læserne, vurderer hun.

»I Vølvens vej har jeg eksperimenteret med at skrive bevidsthedsstrømmende passager, når Snehild har sine visioner. Det kan være komplicerede passager, men der er så meget energi i dem, at læserne tilsyneladende ret ubesværet kommer igennem dem. De finder ind i det flow, jeg har skrevet frem,« siger hun.

Anne-Marie Vedsø Olesen har siden gymnasietiden været optaget af mytologier og har tidligere brugt mytologisk stof i sine romaner. Da hendes forlag, Lindhardt og Ringhof, spurgte hende, om hun kunne tænke sig at skrive en vikingetrilogi, foreslog hun i stedet at skrive et værk, der foregik i jernalderen og havde nordisk mytologi som tanke- og forestillingsunivers.

»Jeg kan godt lide at udfordre mig selv med stof, der er svært at forstå og trænge ind i, og den nordiske mytologi er virkelig sær og fragmenteret i modsætning til den egyptiske og græske. Det gør mig nysgerrig,« siger hun.

Romanen fra kollegieværelset

Inden hun gik i gang med at skrive, besluttede hun, at hun ville have en kvindelig hovedperson, der skulle være menneske og have en form for autoritet. Det blev vølven Snehild. Desuden ville hun bruge Vølvens spådom til at skrive sig hen imod en form for ragnarok, og undervejs skulle hun behandle alle de væsentlige myter i nordisk mytologi og også besøge alle de ni verdener, som er defineret af livstræet Yggdrasil. Desuden udviklede hun et stort persongalleri af fiktive personer, som så at sige myldrer ind og ud af myterne. Hun havde imidlertid ingen klar ide om, hvad personerne ville komme ud for, eller hvad der skulle ske undervejs i den store fortælling.

»Jeg skriver aldrig ud fra et færdigt plot. Når jeg sætter mig for at skrive, ved jeg ikke, hvad der kommer til at ske, og jeg håber, at den spænding og overraskelse, det giver mig i skriveprocessen, smitter af på læseoplevelsen,« siger hun.

De første fire bind i serien er blevet rost af anmelderne, som har kvitteret med stjerner i massevis, og Anne-Marie Vedsø Olesens kalender er da også fyldt et halvt år frem med forfatterarrangementer, oplæsninger og foredrag.

»Jeg glæder mig til at komme ud at læse op og fortælle nu, hvor jeg ikke samtidig har et bind mere i serien, jeg skal skrive. Jeg har stort set ikke slappet af i de seks år, jeg har skrevet på Vølvens vej-serien,« siger hun.
Men skrive mere skal hun. Og hun ved allerede, hvad næste projekt er.
»Den roman, jeg sad og skrev på i hånden på mit kollegieværelse for over 30 år siden, har jeg taget op igen. Den skal vinkles om, men afsættet i græsk mytologi holder jeg fast i,« siger hun.