Som barn fik Mich Vraa fortalt historier om den morfar, han aldrig nåede at møde. Om at han kom til verden under beskedne kår som den yngste af tolv børn i en skomagerfamilie i Odense. Om at han takket være et særligt forretningstalent opbyggede et af de mest succesrige handelsfirmaer i landet. Og om at han døde i 1929 af et hjertetilfælde, 51 år gammel.
»I min barndom i Odense kørte vi indimellem ud til det firma, han havde været direktør for, men som nu henstod som en skygge af sig selv. Det fascinerede mig, at han havde skabt en formue ud af ingenting. For mig var han en nærmest mytisk skikkelse, fordi jeg kun kendte ham gennem min families overleveringer,« fortæller Mich Vraa.
Den 66-årige forfatter er aktuel med slægtsromanen Vaniljehuset, der er inspireret af hans morfars opvækst og liv, men hvor både handling og persongalleri er tilføjet et lag af fiktion.
»Dels var der nogle huller i den officielle historie, jeg selv måtte fylde ud, og dels var jeg ikke interesseret i at gå for tæt på min egen familie. Derfor har jeg taget mig nogle friheder, der heldigvis er rum for i romangenren,« siger han.

En nagende tvivl

Tematisk handler den knap 450 sider lange roman om at hige efter anseelse. Men også om de konsekvenser, der kan være ved at sigte højt. 'Mit liv. Jeg tænker tilbage på det og må ærligt sige, at jeg mærker en nagende tvivl, som jeg aldrig før har følt,' tænker hovedpersonen for sig selv, da han som ældre og hjertesvag ser tilbage på et liv, hvor arbejdet altid er kommet før familien. En tvivl, Mich Vraa også selv har følt.
»Min mor kan stort set ikke huske sin far. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at hun blot var fem år gammel, da han døde. Men jeg tror også, det handler om, at han var ekstremt optaget af sit arbejde – noget jeg i øvrigt også selv har været til tider og ikke er for stolt af,« siger Mich Vraa, der fik tre børn, mens han »knoklede løs« som både forfatter og litterær oversætter.
Den fattigdom, som romanens hovedperson, Dusinius Dick, oplever i sin barndom, gør ham sulten efter rigdom og anseelse. At skabe profit bliver en besættelse for ham livet igennem – en altoverskyggende drivkraft. Men det betyder ikke, at man skal opfatte bogen som en kritik af kapitalismens evige stræben efter mere, siger Mich Vraa.
»Det er ikke en politisk bog, men en bog om det menneskelige aspekt i at vokse op under trange kår. Og om de drømme, det kan føre med sig. Det er altid fascinerende, når mennesker bryder den sociale arv. Hvilke tanker gør man sig i sådan en situation? Og er man glad der, hvor man lander? Det svar er nok aldrig helt sort-hvidt, hvilket også er det spændende ved det,« siger han.

Draget af fortiden

Ligesom Vaniljehuset udspiller de fleste andre af Mich Vraas omkring 20 bøger sig i fortiden. Nutiden har ganske enkelt ikke samme tiltrækningskraft på ham, forklarer han.
»Som journalist (i 15 år på Ekstra Bladet, red.) beskæftigede jeg mig med det, der skete lige uden for vinduet. Derfor har jeg haft brug for at skrive om noget andet. Og så har jeg redskaberne til at gøre det, hvilket jeg kan takke min journalistiske baggrund for. Jeg ved, hvordan man finder de rette oplysninger og opstøver kilder. På trods af min fremskredne alder er jeg en ørn til at google,« griner Mich Vraa, der i sin research er dykket ned i blandt andet jubilæumsskrifter fra sin morfars firma, historiske tekster og bøger om Odense og ikke mindst den dagbog, hans mormor efterlod sig.
Meget af researchen til bogen er ifølge Mich Vraa lavet sideløbende med skriveprocessen.
»Jeg kan sagtens veksle mellem de to ting uden at miste beatet. Det skyldes igen, at jeg har arbejdet som journalist; man ringer til en kilde, skriver lidt, nærlæser et dokument og skriver igen. Sådan har jeg altid arbejdet,« siger han.

Hård proces

At skrive om sin egen familie har ifølge Mich Vraa været en interessant, men også hård proces, som han ikke er sikker på, han vil kaste sig ud i igen.
»Der er en masse hensyn, man skal tage. Jeg er jo ikke den eneste, der nedstammer fra de mennesker, der optræder i bogen. Derfor har det været vigtigt for mig at ændre navnene og gøre det klart, at det ikke er en dokumentarisk skildring, men en roman, hvor jeg selv har spædet en masse til.«

– Er du blevet klogere på, hvem din morfar var?
»Både og. Hans menneskelige side er jo svær at blive klog på så mange år efter hans død. Men jeg har fået en større indsigt i hans livsforløb, der viste sig at være mindst lige så fascinerende, som jeg forestillede mig som lille. Og heldigvis, kan man sige, for det viste sig at være en drøm af et afsæt til min roman.«