Hun har prøvet det før: at skrive sig ind på et andet menneske, der har levet i virkeligheden. En øvelse, hvor der allerede eksisterer en drejebog, som fiktionen skal skrive rundtom. Første gang var med bogen Knud, den store (2013) om hendes egen far, digteren Knud Holst. Nu har hun gjort det igen med Kriger uden maske, exofiktion (dvs. en roman, der tager udgangspunkt i en virkelig person og sætter historien i en fiktiv ramme), der fortæller om de første 33 år af den danske billedhugger Sonja Ferlov Mancobas liv, der spændte sig fra 1911 til 1984. En kunstner, der ligesom så mange andre kvindelige kunstnere fra samme periode ikke har fået nævneværdig plads i historiebøgerne.

»Man skal være meget kunstinteresseret for at kende hende,« som Hanne-Vibeke Holst siger.

Gigantisk ansvar

Det var vennen og galleristen Mikael Andersen, der er formand for Ferlov Mancoba-fonden, som fortalte Hanne-Vibeke Holst om kunstnerens brevsamling og dokumenter. Det er en god historie, lokkede han.

»Men jeg skulle i hvert fald ikke have noget med det at gøre,« siger Hanne-Vibeke Holst.

»Jeg havde lige siddet med næsen i min fars arkivalier i flere år; de fyldte hele kælderen. Jeg vidste, hvad det krævede, og skulle ikke ned i papkasser igen. Orkede det ikke.«

Men kort efter spændingsromanen Som pesten (2017) lod hun sig alligevel overtale til at kigge på det omfangsrige – og usorterede – materiale, som ingen før havde gennemgået. Det var i forbindelse med en udstilling på Statens Museum for Kunst i 2019, hvor Sonja Ferlov Mancoba for første gang fik så markant bevågenhed efter sin tid. Hanne-Vibeke Holst fik et lokale på museet og en studentermedhjælp stillet til rådighed. Inden længe var hun stærkt optaget af alt, hvad hun læste i brevene om den danske kunstners praksis, tvivl, overlevelseskamp og utopiske idealisme. Det var fascinerende og »superpatetisk«, i ordets lidenskabelige forstand.

Penslen som våben

Sonja Ferlov Mancoba omgikkes de surrealistiske malere Richard Mortensen og Ejler Bille, som begge er bærende karakterer i romanen. Det samme er forfatteren og maleren Gustaf Munch-Petersen, der endte sine dage i den spanske borgerkrig. Mancoba begyndte som maler på kunstakademiet i København og sporede sig relativt sent i karrieren ind på det, der blev hendes varemærke: de halvabstrakte væsener, krigerfigurer og masker af ler og gips.

Som romankarakter minder Sonja om flere andre kvindefigurer i Hanne-Vibeke Holsts forfatterskab. Hun er kompromisløs og kritisk over for patriarkalske strukturer. I bogen bliver Sonja beskrevet som en kriger, både i forhold til kunsten, fællesskabet og kærligheden – og de to verdenskrige, som præger hendes formative år.

»Sonja og hendes venner tror, at de lever i en efterkrigstid. At det forfærdelige er et overstået kapitel, men så krakker Wall Street i 1929, og fascismen tager sin spæde begyndelse. Det er ligesom nu,« siger forfatteren, der før har haft sort held med at forudsige verdensbegivenheder i sine romaner.

»I dag står vi i en anden slags krise, energikrisen, og det vidste jeg jo virkelig ikke ville ske, da jeg skrev. Heller ikke, at vi ville stå midt i en krig – ligesom Sonja – når bogen udkom. For mig har det været interessant at undersøge: Hvad skal vi gøre med det som kunstnere? Skal vi gå i krig som Gustaf Munch-Petersen, eller skal vi tro på penslen som vores våben? Sonja Ferlov Mancoba valgte det sidste.«