Kirsten Thorup havde egentlig ikke forestillet sig, at hun skulle skrive to bøger om Anden Verdenskrig. Men den handlekraftige og stædige krigsenke Harriet Bertram, hovedpersonen i Kirsten Thorups romaner Indtil vanvid, indtil døden (2020) og den aktuelle efterfølger Mørket bag dig, dukkede op i forfatterens tanker for ti år siden og ville ikke slippe taget. Så var der ikke andet for end at skrive hende ud af hovedet, fortæller Kirsten Thorup, da Bogmagasinet har sat hende stævne hos forlaget Gyldendal i København.

»Men jeg vidste også, at hvis jeg skulle skrive Harriets historie, som er baseret på en kvinde, jeg har kendt, så skulle det være nu i forhold til min egen alder,« siger Kirsten Thorup, der er født i 1942 midt under besættelsen og samme år, som hendes hovedperson i Indtil vanvid, indtil døden befinder sig i München som en del af nazismens overklasse. Harriet er rejst til Nazityskland for med egne øjne at se, hvad hendes afdøde mand, flyofficeren Gerhard, kæmpede for på Østfronten. Det nazistiske regime, hun oplever, skræmmer hende dybt.

»Jeg havde oprindeligt tænkt, at Harriets historie skulle være i ét bind, men det kunne ikke lade sig gøre. Dels på grund af længden, men også fordi München og besættelsen i Danmark i 1942 var to forskellige verdener. Det var derfor, jeg skilte bøgerne ad,« siger Kirsten Thorup og fortsætter:

»For mig er det interessante spørgsmål, hvad der møder Harriet, når hun kommer hjem til Danmark. Hun er en meget sammensat og splittet person.«

Umuligt at skifte side

I efterfølgeren, Mørket bag dig, der begynder, hvor Indtil vanvid, indtil døden slutter, er Harriet tilbage i København sammen med sine to sønner. I sin komfortable lejlighed på Frederiksberg og med en tysk enkepension som økonomisk sikkerhedsnet forsøger hun at genopbygge livet for sig selv og sine børn, samtidig med at hun skal navigere i et samfund, hvor mange ser på hende med mistro og vrede på grund af hendes mands deltagelse på Østfronten. Selv om Harriet ikke deler nazismens ideologi og menneskesyn, bliver hun dømt på grund af hendes mands valg i krigen.

»Dramaet ligger i, hvordan hun modtages i Danmark. Hun har ikke været aktiv på nogen sider i krigen, men alligevel bliver hun ramt af opgøret. Det er næsten umuligt at skifte side eller flytte sig, fordi fronterne er så klart trukket op under krig,« siger Kirsten Thorup.

Det er ikke synd for Harriet

Forfatteren mener dog ikke, at det er synd for Harriet. Og det synes Harriet sådan set heller ikke selv. Hendes situation er et resultat af de valg, hun har truffet i sit liv, hvor hun sammen med sin mand har haft nogle »tvivlsomme bekendtskaber«, herunder Helga von Schalburg, ægtefælle til Christian Frederik von Schalburg, leder af det berygtede nazi-korps, Schalburgkorpset. Harriet erkender også først sent og ret forsigtigt, at hendes mand tog fejl, da han deltog på Østfronten.

»Som forfatter skal jeg hverken fordømme eller undskylde mine karakterers valg, for det er så nemt at gøre i dag, når man kigger tilbage. Jeg har virkelig skullet holde mig på måtten, for man kommer så let til at tage nutidens briller på og sige 'kunne de da ikke se, at det var forkert?' Men sådan er det jo ikke, når man lever i samtiden. Hvor placerer du din solidaritet? Det er et spørgsmål, vi konstant skal forholde os til. Det er kaotisk at leve i sin samtid,« siger forfatteren.

Neutral eller naiv?

Selv om Harriet med sin baggrund langtfra er velanset i det danske samfund, isolerer hun sig ikke i sin magelige lejlighed på Frederiksberg. Tværtimod går hun med rank ryg ud i byen og tager imod tilbuddet om at arbejde som frivillig i en velgørenhedsfond, der yder hjælp til mindrebemidlede krigsenker, hvis mænd – ligesom hende selv – er faldet eller kæmper på den tyske side af krigen. Hun kan dog efterhånden godt regne ud, at selv om det er velgørenhed, er det tyskerne, der finansierer fonden.

Trods Harriets bestræbelser på at bevare sin neutralitet og ikke tage side i krigen, hænger mørket hele tiden truende i baggrunden. Kirsten Thorup reflekterer over, om det overhovedet er muligt at forblive neutral i krigstider, da passivitet også er en form for støtte til magthaverne. For Harriet er neutraliteten en måde at forholde sig på til det, der sker omkring hende, og også en måde at håndtere sin egen skyldfølelse på, påpeger forfatteren. Harriets følelser bliver yderligere komplicerede, da hun møder en modstandsmand. Det cementerer hendes splittelse i krigen, men giver hende også en mulighed for at rykke sig væk fra den tyske side, hvor hun ikke føler sig hjemme.

Dialog med forfatteren

Netop den rejse, som Harriet gennemgår i de to bind, havde Kirsten Thorup behov for at understrege i selve den måde, romanen skrives på. Mens Indtil vanvid, indtil døden er skrevet i jegform, er Mørket bag dig skrevet fra et andet perspektiv, hvor Harriet er 'du'. Kirsten Thorup forklarer, at skiftet i fortælleform var nødvendigt for at skabe en mere intim forbindelse til Harriet.

»Jeg kender jo min hovedperson temmelig godt nu. Jeg havde ikke taget nogen beslutning om formen, da jeg startede, men det gav sig selv, da jeg skrev åbningsscenen, hvor hun står på Frederiksberg Bakke. Der begyndte jeg at sige 'du' til hende. Det er mit du. Jeg taler til hende og overskrider også nogle steder, hvor jeg blander mig selv ind i det og siger 'det ved du jo godt' til hende,« siger Kirsten Thorup og tilføjer:

»Jeg havde en nærmest fysisk fornemmelse af ikke at kunne sige 'jeg' i denne roman. Det er noget andet i München, hvor hun skildrer, hvad hun oplever. I andet bind er det sit eget liv, hun former, og jeg mener ikke, det ville fungere, hvis hun selv skulle berette om det.«