Marie Carmen Koppel har udgivet ti albums i eget navn og er kendt som en af Danmarks bedste gospelsangerinder. Hun turnerer rundt til fyldte kirker, koncertsale og kulturhuse, hvor hun synger med sin kraftfulde stemme, så publikum ofte er rørt til tårer. Den side af Marie Carmen Koppels liv beskriver hun i erindringsbogen Mit glitrende kludetæppe, hvor hun også fortæller om en stærk familie med stor kærlighed, tillid og tryghed. Om at vokse op i et kunstnerisk miljø med høje håndværksmæssige standarder, højt til loftet og masser af liv og glæde. Med en farfar, der var komponist og pianist, en mor, der har skrevet bøger, manuskripter og instrueret, og en far, der turnerede rundt med sit orkester og ofte tog de tre børn med. Marie Carmen Koppel fik tidligt lov at synge med, og når hun sent på aftenen blev for træt til at stå oprejst, lagde hun sig på et blødt vattæppe bag sin fars Hammondorgel og lyttede til rytmerne og improvisationerne og mærkede det helt særlige, magiske nu, der opstod, når musikerne og publikum var i et fælles rum, og der blev udvekslet stærke følelser.

»Det fantastiske ved musikken er, at den kan gå så dybt ind og kan ændre vores sindsstemning, skabe stærke følelser i os og forbinde os til livet og hinanden. Det, der giver mig størst glæde, er stadig at synge, allermest live, for der føler jeg mig i ét med musikken og med den gave, jeg har fået i min stemme,« siger Marie Carmen Koppel.

En stor stemme og similisten

Hun vidste tidligt, at hendes stemme var noget særligt, og mærkede, at hun var sig selv, når hun lod stemmen få frit spil. Stemmens kraft satte hende i et splitsekund i forbindelse med de følelser, som sangene og musikken udtrykte, og det gav hendes sang troværdighed og dybde.
»Jeg har altid vidst, at min stemme var, som den skulle være, og at jeg ikke kunne ændre på den, for så ville jeg ikke tage vare på den gave, jeg har fået. Så på en måde har det været enkelt; på en anden måde har det givet masser af modstand og gjort min vej meget ensom,« siger hun.

Marie Carmen Koppel beskriver i sin erindringsbog ikke kun den glitrende glædesfyldte del af sit liv, hvor hun står på scenen i similismykkede dragter og med storslået makeup og et skinnende brus af krøller. Hun beskriver også den voldsomme mobning, hun har været udsat for både som barn og voksen, og en musikbranche, hvor hun som 16-17-årig korpige for de største danske stjerner rejste landet tyndt med meget ældre musikere i et miljø, hvor stoffer og alkohol var normen, og tonen og omgangsformen var seksualiseret og brutal.

»Jeg var så ung, at jeg slet ikke kunne sige fra over for det i begyndelsen. Men jeg mærkede, hvordan det sled på mig og mit selvværd, og som 20-årig besluttede jeg, at jeg ikke ville være korpige mere. Den beslutning har jeg holdt, og det har været en af de bedste beslutninger i mit liv,« siger hun.

En anden afgørende beslutning traf hun, da hun som 23-årig tog til New York sammen med sin bror og en musikerven. Hun havde altid drømt om at komme til byen, hvor de store stjerner, hun havde hørt som barn, optrådte, og hvor de musikgenrer, hun føler sig hjemme i, var i høj kurs. Opholdet blev krævende og hårdt, men også udviklende, fordi det var med til at bekræfte, at hun var på rette vej – at hun skulle holde fast i sig selv og den vej, hendes stemme udstak.

»Jeg havde fået et tip om en bar, hvor der var open mic, og hvor alle mulige stjerner og håbefulde sangere kom søndag aften. Som vordende stjerne kunne man være heldig at blive skrevet op på en seddel, og var man endnu heldigere, blev man udvalgt fra sedlen af aftenens vært til at synge foran et kræsent og krævende publikum,« fortæller Marie Carmen Koppel.

Sjælehelende gospel

Efter en lang aften og nat, hvor hun til sidst næsten havde opgivet håbet om at blive kaldt op på scenen, blev hun klokken tre kaldt frem og fik chancen for at synge Donny Hathaway-nummeret A Song for You. Selv om hun var nervøs og havde lyst til at gemme sig langt væk, overbeviste hendes bror hende om at gå scenen. Hun gav alt, hvad hun havde i sig, og reaktionen var derefter: Publikum klappede og hujede, og hun mærkede, at hun – som den første hvide sanger, der havde fået muligheden for at synge der – var blevet accepteret og anerkendt. Hun var blevet lukket ind i den verden af musik, hun altid havde følt sig tiltrukket af og hjemme i.

Under opholdet i New York blev hun også introduceret til en kirke, hvor gospelmusikken spillede en afgørende rolle, og hun mærkede, at denne musikgenre havde en sjælehelende virkning. Siden har hun sunget hundredvis af gospelkoncerter.

»Jeg er ikke religiøs, jeg er vel nærmest ateist. Men jeg har altid mærket den spirituelle, helende virkning af gospel, og jeg har også stor respekt for den rolle, musikken og troen spiller i fattige menneskers liv i for eksempel New York,« siger hun.

Hun oplever ikke andres religiøsitet som en trussel, og det er en grundlæggende værdi for hende at være rummelig og åben over for andre og deres livssyn. Det er en indstilling, hun har fået med hjemmefra, og som hun bevidst forsøger altid at møde verden med – også når den ikke kommer hende i møde på samme måde.

Mobning, skam og tavshed

Lige fra barndommen har hun været udsat for mobning fra både børn og voksne, ofte med henvisning til hendes vægt og udseende.

»Jeg har fået så modbydelige og nedsættende kommentarer om min krop, at jeg kom til at føle mig fuldstændig forkert og samtidig skammede mig, fordi jeg tænkte, at jeg burde kunne ændre på det. Jeg ville så gerne kunne tabe mig og ligne alle andre, og mit nervesystem var hele tiden i alarmberedskab, fordi jeg frygtede, hvornår jeg igen blev ramt af en sårende kommentar,« fortæller hun.

Da hun som ung trådte ind i den etablerede musikbranche som korpige og forfulgte sine drømme om at få en pladekontrakt og blive solist, stødte hun igen på mobning og grænseoverskridende adfærd, kombineret med snævre normer for, hvad der var acceptabelt og salgbart.

»Min stemme skulle være mindre og mere poppet, med færre fraseringer, og jeg fik flere gange at vide, at med mit udseende havde jeg ikke en chance for at få en pladekontrakt. Samtidig blev jeg som korpige udsat for seksualiserende kommentarer og fysisk grænseoverskridende adfærd,« fortæller hun.

Hendes forhold til sin krop og sit udseende blev præget af skam, forvirring og skyld.

»Jeg blev mødt med ubehagelig, grænseoverskridende interesse og med afvisning og udskamning på samme tid. Ligesom i barndommen kunne jeg ikke finde ord for det og kunne derfor ikke dele mine erfaringer med nogen. Ikke engang min kærlige familie kunne jeg sige noget til,« fortæller hun.

Erindring og ensomhed

Først med erindringsbogen har hun sat ord på mobningen og det, den har gjort ved hende. Angsten, det indimellem lave selvværd, kroppens alarmberedskab.

»Det har været hårdt, men også helende at skrive om det. Jeg er ikke bitter, for der er så meget i mit liv, jeg er taknemlig for, og jeg har så mange relationer, så meget kærlighed og så meget musik i mit liv, at jeg føler mig meget heldig. Men jeg har indset, at det, jeg har oplevet, er udtryk for en branche, hvor kvinder bliver diskrimineret på køn, udseende og alder, og derfor vil jeg gerne dele mine erfaringer, så andre forhåbentlig kan sætte ord på og sige fra tidligere, end jeg gjorde,« siger hun.

Marie Carmen Koppel har i en årrække haft lyst til at skrive om sit liv, og hun har siden barndommen skrevet både digte, essays og sange. Da hun på et tidspunkt begyndte at skrive om sin kærlighedsrelation til sin marokkanske mand, blev noget i hende bragt i flow, og det var, som om teksterne voksede frem af sig selv – som musik, der har rytme, forløb og retning, men også plads til afstikkere.

»Når jeg skriver, bruger jeg bevidst og ubevidst min erfaring fra musikken. Jeg kan skrive en beretning om min sygdom, hvor der så indgår et erindringsglimt om min mor, der umiddelbart kan synes som en afstikker. Men der er en klar retning i det – det er som et B-stykke i en sang,« siger hun.

Bogen består af nutidsglimt vekslende med erindringspassager fra barndommen og op gennem ungdom og voksenliv, vekslende med digte. Genkommende temaer er musikken, kærligheden og ensomheden.

»Mobningen og min beslutning om at gå min egen vej musikalsk i stedet for at tilpasse mig for at få en pladekontrakt har haft en pris. Mens jeg skrev, fik jeg øje på, at der er en ensomhed i mit liv, selv om jeg har masser af relationer og har fået masser af kærlighed. Den ensomhed har jeg med tiden lært af acceptere og omfavne,« siger hun.

Sygdom og bryllup i Sverige

Ensomheden blev forstærket, da hun for lidt over ti år siden blev alvorligt syg og efter at have svævet mellem liv og død blev diagnosticeret med diabetes 1.

»At være kronisk syg er et særligt vilkår, som jeg deler med mange mennesker, blandt andre min mor. Der er en ensomhed forbundet med det, og det accepterer jeg, for jeg kan ikke forvente, at andre kan forstå det. Heldigvis har min mor og jeg stor forståelse for hinanden, og vi er hinandens nære fortrolige. Selv min mand, som er så kærlig og viser stor omsorg, kan indimellem glemme, at jeg er syg,« fortæller hun.

Bogen indledes med et kapitel om hendes mand og deres helt særlige relation, som er præget af, at han er vokset op i stor fattigdom i en familie i ørkenen, mens hun er vokset op i et dannet kunstnerhjem i København. De har forskellige æstetiske normer, forskellig smag i mad, og mens han er muslim, er hun ateist. Alligevel er deres relation fyldt med kærlighed, humor, overskud og glæde. Kærligheden har dog været prøvet hårdt af de danske udlændingeregler, som har betydet, at parret måtte indgå ægteskab i Sverige for at kunne få ophold i Danmark. Endnu i dag er usikkerheden omkring hendes mands opholdstilladelse med til at give stress og angst, og Marie Carmen Koppel har også i den forbindelse oplevet en ensomhed over for et system, som har virket upersonligt og fjendtligt.

»Vores kamp for at få lov at leve sammen er med i bogen, fordi jeg gerne vil videregive den erfaring. Det handler ikke om, at jeg er et offer, men jeg tror og håber, at nogle af mine erfaringer kan give genklang i andre og måske være med til at bryde deres ensomhed – sådan som jeg oplever, at min musik kan for nogle mennesker,« siger hun.