Danskerne har den her ide om, at vi er et særligt udvalgt folk, hvad angår frisindethed. Og intet sted er den ide mere tydelig end i filmmediet,« forklarer forfatteren til bogen Da dyden gik amok. Seksualitet, køn og kærlighed i dansk film 1910-1980.

Søren Birkvad er professor ved Lillehammer University College i Norge, hvor han i knapt 30 år har forsket i film og filmhistorie. Han beskriver selv sin bog som en blanding af akademisk afhandling og krønikeskrivning; hans essayistiske stil henvender sig både til fagfæller og ualmindeligt interesserede almindelige filmelskere.

Bogens – og forfatterens – overordnede pointe kan opsummeres således: Den danske filmhistorie er en konstant forhandling mellem frigjorthed og konservativ moral.

En selvforelsket myte

Søren Birkvad ville gerne undersøge, hvor denne ide om danskernes særlige frisind stammer fra. Som filmforsker var det selvfølgelig oplagt at skele til den danske filmskat. Men filmmediet er også et meget taknemmeligt materiale, forklarer han.

»Film er populærkultur, film er kommercielt. Derfor kan man tydeligt spore, hvordan ideer fra avantgarden siver ind i mainstreamkulturen gennem film,« siger han på en telefon fra Norge.

Ved første blik kan den danske filmhistorie ligne en historie om fris indets fremkomst: Asta Nielsen og de løsslupne stumfilm, PH's Danmarksfilm, frigivelsen af billedpornografien. Men for Søren Birkvad er det kun den halve sandhed.

»Det danske frisind er en selvforelsket myte. Vi føler, at det er en ukrænkelig del af vores nationale identitet. Men der er altid en modfortælling. I 1960'erne blev Knud Leif Thomsen (instruktøren bag blandt andet Midt i en jazztid og Hosekræmmeren) betragtet som Danmarks eneste reaktionære filminstruktør, men de konservative modstemmer har hele tiden været der. Dansk film rummer en stor ambivalens over for det seksuelle, selv i 1970'ernes åh-så frigjorte sengekantsfilm mærker man den tendens,« fortæller han.

Det nutidige eksempel på denne ambivalens finder Søren Birkvad i dag hos Lars von Trier.

»Von Triers film inkarnerer dybtliggende forestillinger om seksualitet – særligt om den farlige kvindelige seksualitet. I min bog udlægger jeg blandt andet Antichrist som en moderne heksefilm i stil med Benjamin Christensens 'Heksen' fra 1922, der viser en tvetydighed i tolkningen af kvinden som køn – et offer, men også et offer for sig selv,« forklarer han.

I Idioterne (1998) finder Birkvad også en ambivalens over for 68-generationens frigørelsesprojekt, hvis umodenhed filmen udstiller. Og selv om Nymphomaniac (2013) er radikal i sin visuelle fremstilling af sex, så fremstiller filmen på satirisk vis det forskruede i hovedpersonens frigørelsesprojekt. Selv den kulturradikale 'do good'er' i filmen, spillet af Stellan Skarsgård, viser sig at være en voldtægtsmand.

»Von Trier er, hvad jeg vil kalde skabskonservativ. Som kunstner er han både inspireret og tynget af sin opvækst i et superkulturradikalt hjem. Han er nok en provokatør og dybt fascineret af den grænseoverskridende seksualitet, men samtidig virker han svært anfægtet af den arv, som han – og resten af os danskere – sidder med,« forklarer forfatteren.

Sex og moral

Ifølge professoren har filmbranchen altid været optaget af at have fingeren på pulsen og blande sig i det, danskerne taler om. Som eksempel nævner han ungdomsfilmen Mig og Charly fra 1978.

»Det er en helt traditionel ungdomshistorie om en 15-årig dreng fra Midtjylland og hans venskab med en københavner-rod. Men midt i det hele finder instruktøren og manuskriptforfatteren på, at der skal være en scene, hvor den unge mand går i seng med sin mor. Det har ingen konsekvenser for handlingen, det dukker bare op, fordi sådan en gang hverdagsincest blev anset som cool i de smarte filmkredse,« fortæller Søren Birkvad.

»Den gang var der ingen, der løftede et øjenbryn,« fortsætter han, »men det var ikke gået i dag.« Det er netop dét, Søren Birkvad synes, er væsentligt: At vores idé om frisind ikke er bøjet i neon, men altid er til forhandling.

I januar vandt Dronningen (2019) en hel stribe priser til Robertfesten, blandt andet for bedste instruktør og bedste film. Birkvad betragter den som en effektiv fabel, der nuancerer diskussionen om overgreb, samtykke og #MeToo ved at sætte en magtfuld kvinde i centrum.

»Det er en enkel film, et case study, hvor man vender vore forventninger på hovedet. Filmen peger på, at sex aldrig kun er sex. I Danmark lyder mantraet ofte, at bare man er kropsligt fri, så er man også ærlig, men man er ikke nødvendigvis ærlig, fordi man er kropslig. Seksualiteten er et eksistentielt sårbart felt. Den er et fantastisk eventyr, der kan føre hvor som helst hen – nogle gange også ind i tragedien. Det er det, Dronningen handler om,« afslutter han.