FOTO: SARA GALBIATI
TEKST: Malene Fenger-Grøndahl
FOTO: SARA GALBIATI
FOTO: SARA GALBIATI
» Det er dragende at skrive om mennesker, der tager hævn «
Hævn og selvtægt er gennemgående temaer i Walther Reberniks bøger. De bevæger sig fra den københavnske underverden til overklassen i Nordsjælland, og alt er inspireret af forfatterens egne møder med mennesker, der har fascineret ham
Walther Rebernik er muligvis ikke nogen konventionel krimiforfatter. I hvert fald bryder han sig meget lidt om at svælge i makabre drab, og han er egentlig ret uinteresseret i psykopatiske massemorderes drivkraft og personlighedstræk. I stedet er han optaget af almenmenneskelige temaer som retfærdighedssans, hævn og selvtægt – og af hvordan almindelige mennesker uden afvigende personlighedstræk kan blive drevet derud, hvor de er parat til at begå kriminalitet, i sidste ende også drab.
Foruden forfatter er Rebernik advokat, opvokset i et venstreorienteret bofællesskab på Strandvejen nord for København og har som barn spillet jazzmusik med sine forældre, når de optrådte på gaden i skandinaviske storbyer. Han er desuden erfaren karateudøver, og så har han en alvorlig knæskade fra en voldsomt uheldig skiepisode i bagagen. Sidstnævnte var faktisk det, der satte gang i hans forfatterskab.
»Jeg befinder mig nok lidt i periferien eller som den kontrære outsider, både i advokatmiljøet og blandt krimiforfattere. Jeg har det svært med at passe ind i mainstream og tilslutte mig tidens konventioner. Det gælder sådan set alt fra politiske holdninger til overholdelse af litterære genreregler,« siger Walther Rebernik.
Den 52-årige forfatter, der selv foretrækker at betegne sine indtil videre fem romaner som København noir, debuterede i 2020 med Jæger – præsenteret af forlaget som en hæsblæsende krimi – med specialkonsulent Hannah Bengtson i hovedrollen. Siden har han udgivet yderligere to bøger i serien om Hannah Bengtson og udkom sidste år med Satans datter, der er første bind i en ny serie. I maj 2024 udkommer andet bind, Guds bøddel, og et tredje bind er planlagt til udgivelse næste år.
Foruden forfatter er Rebernik advokat, opvokset i et venstreorienteret bofællesskab på Strandvejen nord for København og har som barn spillet jazzmusik med sine forældre, når de optrådte på gaden i skandinaviske storbyer. Han er desuden erfaren karateudøver, og så har han en alvorlig knæskade fra en voldsomt uheldig skiepisode i bagagen. Sidstnævnte var faktisk det, der satte gang i hans forfatterskab.
»Jeg befinder mig nok lidt i periferien eller som den kontrære outsider, både i advokatmiljøet og blandt krimiforfattere. Jeg har det svært med at passe ind i mainstream og tilslutte mig tidens konventioner. Det gælder sådan set alt fra politiske holdninger til overholdelse af litterære genreregler,« siger Walther Rebernik.
Den 52-årige forfatter, der selv foretrækker at betegne sine indtil videre fem romaner som København noir, debuterede i 2020 med Jæger – præsenteret af forlaget som en hæsblæsende krimi – med specialkonsulent Hannah Bengtson i hovedrollen. Siden har han udgivet yderligere to bøger i serien om Hannah Bengtson og udkom sidste år med Satans datter, der er første bind i en ny serie. I maj 2024 udkommer andet bind, Guds bøddel, og et tredje bind er planlagt til udgivelse næste år.
Jeg befinder mig nok lidt i periferien eller som den kontrære outsider, både i advokatmiljøet og blandt krimiforfattere. Jeg har det svært med at passe ind i mainstream og tilslutte mig tidens konventioner. Det gælder sådan set alt fra politiske holdninger til overholdelse af litterære genreregler
Forfatter Walther Rebernik
Mens vi ser Vild med Dans
Den nye serie har den københavnske forsvarsadvokat Jan Rose i hovedrollen. Han hvirvles i første bind ind i en betændt sag om menneskesmugling og ender i Nyborg Fængsel (tidligere kaldet Statsfængslet i Nyborg) sigtet for narkohandel. Undervejs møder han blandt andet en internationalt eftersøgt terrorist, en iskold menneskesmugler og en nigeriansk prostitueret.
»Den nigerianske kvinde er direkte inspireret af en kvinde, jeg mødte på Vesterbro, som fortalte mig sin historie. I romanen er hun indsat i et kriminelt drama, som virkelighedens person ikke har oplevet, men resten af hendes historie og karakter er taget direkte fra virkeligheden. Der foregår jo reel menneskehandel i København, og i det hele taget er der en underverden, hvor tingene foregår meget brutalt og råt, og hvor der ikke bliver ringet efter politiet, når en konflikt skal afgøres, eller nogen er blevet slået ihjel,« siger Walther Rebernik og tilføjer, at alt dette foregår, mens andre sidder og ser Vild med dans.
»Nogle ved det nok ikke, mens andre nægter at se det. Vi vil jo alle gerne tro på, at vi lever i et velordnet samfund, hvor retssystemet fungerer, og der ikke foregår hævn og selvtægt. Heldigvis er det også det generelle billede, men der er undtagelser, og det er de undtagelser, jeg beskæftiger mig med i mine bøger,« siger Walther Rebernik.
Den nye serie har den københavnske forsvarsadvokat Jan Rose i hovedrollen. Han hvirvles i første bind ind i en betændt sag om menneskesmugling og ender i Nyborg Fængsel (tidligere kaldet Statsfængslet i Nyborg) sigtet for narkohandel. Undervejs møder han blandt andet en internationalt eftersøgt terrorist, en iskold menneskesmugler og en nigeriansk prostitueret.
»Den nigerianske kvinde er direkte inspireret af en kvinde, jeg mødte på Vesterbro, som fortalte mig sin historie. I romanen er hun indsat i et kriminelt drama, som virkelighedens person ikke har oplevet, men resten af hendes historie og karakter er taget direkte fra virkeligheden. Der foregår jo reel menneskehandel i København, og i det hele taget er der en underverden, hvor tingene foregår meget brutalt og råt, og hvor der ikke bliver ringet efter politiet, når en konflikt skal afgøres, eller nogen er blevet slået ihjel,« siger Walther Rebernik og tilføjer, at alt dette foregår, mens andre sidder og ser Vild med dans.
»Nogle ved det nok ikke, mens andre nægter at se det. Vi vil jo alle gerne tro på, at vi lever i et velordnet samfund, hvor retssystemet fungerer, og der ikke foregår hævn og selvtægt. Heldigvis er det også det generelle billede, men der er undtagelser, og det er de undtagelser, jeg beskæftiger mig med i mine bøger,« siger Walther Rebernik.
Vores gammeltestamentlige natur
Blandt karaktererne i Satans datter er også adskillige politiefterforskere, og dem møder man igen i Guds bøddel, hvor en seriemorder dræber sine ofre på en nøje koreograferet måde og sender videoer af drabene til lederen af politistationen på Halmtorvet på Vesterbro, Flemming Jørgensen.
Igen bliver Jan Rose trukket ind i sagen, der denne gang omfatter personer i den københavnske underverden og fører hovedpersonen fra Vesterbro til Nordsjælland og en privat ø tæt på ækvator. Også i denne serie er temaet hævn og retfærdighed gennemgående, og det er ikke tilfældigt, forklarer Walther Rebernik.
»Jeg har altid været draget af en gammeltestamentlige forestilling om øje for øje og tand for tand. Jeg tror egentlig, at det gælder alle mennesker. I grunden er vi nok meget gammeltestamentlige i vores tankegang og intuitive tanke- og handlemønster, men vi har så valgt – fornuftigt nok – at indrette samfundet på en måde, så vi overlader straffen til retssystemet. Men det fjerner ikke de grundlæggende følelser og instinkter, som jeg tror, at vi alle kan blive drevet til at handle på, hvis vi bliver presset nok, eller hvis systemet svigter,« siger han.
Walther Rebernik ved om nogen, at systemet ofte kan være både langsommeligt og forekomme både inkonsekvent og til tider uretfærdigt.
»Jeg tror, at de fleste, der er blevet udsat for noget uretfærdigt, ikke umiddelbart har lyst til, at der bliver startet en politisag, der fem år senere ender med, at røvhullet får en dom på tre måneders betinget fængsel. De flestes ønske om retfærdighed er ret brutalt og kontakt. Derfor er det enormt dragende at skrive om mennesker, der tager hævn, når de bliver udsat for noget, der skaber den drift i dem,« siger han.
Blandt karaktererne i Satans datter er også adskillige politiefterforskere, og dem møder man igen i Guds bøddel, hvor en seriemorder dræber sine ofre på en nøje koreograferet måde og sender videoer af drabene til lederen af politistationen på Halmtorvet på Vesterbro, Flemming Jørgensen.
Igen bliver Jan Rose trukket ind i sagen, der denne gang omfatter personer i den københavnske underverden og fører hovedpersonen fra Vesterbro til Nordsjælland og en privat ø tæt på ækvator. Også i denne serie er temaet hævn og retfærdighed gennemgående, og det er ikke tilfældigt, forklarer Walther Rebernik.
»Jeg har altid været draget af en gammeltestamentlige forestilling om øje for øje og tand for tand. Jeg tror egentlig, at det gælder alle mennesker. I grunden er vi nok meget gammeltestamentlige i vores tankegang og intuitive tanke- og handlemønster, men vi har så valgt – fornuftigt nok – at indrette samfundet på en måde, så vi overlader straffen til retssystemet. Men det fjerner ikke de grundlæggende følelser og instinkter, som jeg tror, at vi alle kan blive drevet til at handle på, hvis vi bliver presset nok, eller hvis systemet svigter,« siger han.
Walther Rebernik ved om nogen, at systemet ofte kan være både langsommeligt og forekomme både inkonsekvent og til tider uretfærdigt.
»Jeg tror, at de fleste, der er blevet udsat for noget uretfærdigt, ikke umiddelbart har lyst til, at der bliver startet en politisag, der fem år senere ender med, at røvhullet får en dom på tre måneders betinget fængsel. De flestes ønske om retfærdighed er ret brutalt og kontakt. Derfor er det enormt dragende at skrive om mennesker, der tager hævn, når de bliver udsat for noget, der skaber den drift i dem,« siger han.
Foto: SARA GALBIATI
Jazzklubber og bofællesskab
Walther Rebernik er vokset op med to forældre, der var venstreorienterede og »lidt hippieagtige«. Faren var professionel jazzmusiker, moren læste fransk. Indimellem tog forældrene sammen ud for at spille, og Walther var med og spillede på et lille trommesæt, forældrene havde købt til ham.
»Jeg har mange minder fra gaden og fra jazzklubber, hvor jeg mødte skæve og sjove personer. Men man skal ikke romantisere landevejslivet, og jeg tror, at de erfaringer skabte en drift i mig efter noget mere normalt og velordnet. Derfor lå jura på sin vis lige for,« siger han. At han kastede sig over jurastudiet, hang også sammen med en oplevelse, han havde som otteårig, da han sammen med sine forældre skulle flytte fra en lille kollegielejlighed.
»Mine forældre fik en kæmpe flytteregning, formodentlig fordi de ikke efterlod lejligheden i særlig god stand. Men det var virkelig en kæmpe regning, og så fik de en nabo, der havde læst jura, til at hjælpe sig. Han skrev ét brev til boligforeningen, og så hørte mine forældre aldrig mere til den sag. Det gjorde virkelig indtryk, og jeg tænkte, at den superkraft ville jeg gerne have,« fortæller Walther Rebernik.
Senere flyttede han i bofællesskab i Snekkersten på Strandvejen med sin mor, og her oplevede han kontrasten mellem de venstreorienterede hippier i den store villa og de rige mere konservative beboere i de omkringliggende huse.
»Jeg fik jo kammerater blandt de andre børn i området og kunne godt mærke, at deres forældre ikke var vildt begejstrede for, at der boede sådan nogle venstreorienterede kollektivister i deres kvarter. Jeg lærte vel allerede dengang at begå mig i forskellige miljøer, og fik også en form for allergi over for, når mennesker indtager bestemte holdninger, fordi de bliver formet til det, eller det forventes af dem. Det så jeg meget tydeligt på venstrefløjen, og jeg ser det også i dag blandt unge, som har nogle meget tidstypiske holdninger og er meget intolerante over for andre, som tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved for eksempel nogle af de identitetspolitiske paroler,« siger han.
Walther Rebernik gør sig derfor også umage for, at karaktererne i hans romaner er komplekse.
»I mine bøger er skurkene ofte mindst lige så sympatiske som heltene, og heltene er ikke altid helt fine i kanten. Jeg har nok en lidt kynisk tilgang til verden, hvor jeg ikke forventer det bedste, men så ofte bliver overrasket over, at de fleste mennesker grundlæggende er gode. Til gengæld kan omstændighederne forme dem, så de kan blive både følelseskolde og rå,« siger han.
Walther Rebernik er vokset op med to forældre, der var venstreorienterede og »lidt hippieagtige«. Faren var professionel jazzmusiker, moren læste fransk. Indimellem tog forældrene sammen ud for at spille, og Walther var med og spillede på et lille trommesæt, forældrene havde købt til ham.
»Jeg har mange minder fra gaden og fra jazzklubber, hvor jeg mødte skæve og sjove personer. Men man skal ikke romantisere landevejslivet, og jeg tror, at de erfaringer skabte en drift i mig efter noget mere normalt og velordnet. Derfor lå jura på sin vis lige for,« siger han. At han kastede sig over jurastudiet, hang også sammen med en oplevelse, han havde som otteårig, da han sammen med sine forældre skulle flytte fra en lille kollegielejlighed.
»Mine forældre fik en kæmpe flytteregning, formodentlig fordi de ikke efterlod lejligheden i særlig god stand. Men det var virkelig en kæmpe regning, og så fik de en nabo, der havde læst jura, til at hjælpe sig. Han skrev ét brev til boligforeningen, og så hørte mine forældre aldrig mere til den sag. Det gjorde virkelig indtryk, og jeg tænkte, at den superkraft ville jeg gerne have,« fortæller Walther Rebernik.
Senere flyttede han i bofællesskab i Snekkersten på Strandvejen med sin mor, og her oplevede han kontrasten mellem de venstreorienterede hippier i den store villa og de rige mere konservative beboere i de omkringliggende huse.
»Jeg fik jo kammerater blandt de andre børn i området og kunne godt mærke, at deres forældre ikke var vildt begejstrede for, at der boede sådan nogle venstreorienterede kollektivister i deres kvarter. Jeg lærte vel allerede dengang at begå mig i forskellige miljøer, og fik også en form for allergi over for, når mennesker indtager bestemte holdninger, fordi de bliver formet til det, eller det forventes af dem. Det så jeg meget tydeligt på venstrefløjen, og jeg ser det også i dag blandt unge, som har nogle meget tidstypiske holdninger og er meget intolerante over for andre, som tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved for eksempel nogle af de identitetspolitiske paroler,« siger han.
Walther Rebernik gør sig derfor også umage for, at karaktererne i hans romaner er komplekse.
»I mine bøger er skurkene ofte mindst lige så sympatiske som heltene, og heltene er ikke altid helt fine i kanten. Jeg har nok en lidt kynisk tilgang til verden, hvor jeg ikke forventer det bedste, men så ofte bliver overrasket over, at de fleste mennesker grundlæggende er gode. Til gengæld kan omstændighederne forme dem, så de kan blive både følelseskolde og rå,« siger han.
Blå bog: Walther Rebernik
Født og opvokset i Nordsjælland og København.
Er gift og har to børn.
Uddannet jurist fra Københavns Universitet og advokat.
Arbejder som partner og medejer i advokatfirmaet Nordia Law.
Debut: 'Jæger'. Byens Forlag, 2020.
Aktuel udgivelse: 'Guds bøddel'. Gyldendal, 2024.
Er gift og har to børn.
Uddannet jurist fra Københavns Universitet og advokat.
Arbejder som partner og medejer i advokatfirmaet Nordia Law.
Debut: 'Jæger'. Byens Forlag, 2020.
Aktuel udgivelse: 'Guds bøddel'. Gyldendal, 2024.
Karateklubben og underverdenen
Når Walther Rebernik skriver, er det ikke mindst sine erfaringer fra den københavnske underverden, han trækker på. Den lærte han at kende, da han som ung advokat og fuldmægtig boede i København og trænede i en karateklub på Vesterbro.
»I karateklubben kom der en blanding af regelrette mennesker med lange uddannelser og folk fra underverdenen, og jeg blev venner med nogle af de der pudsige og ofte barske typer, som de fleste nok kun kender fra film og bøger. Jeg fik en særlig relation til dem, fordi de vidste, at de kunne stole på mig, da jeg som advokat har tavshedspligt. Med tiden hjalp jeg nogle af dem, og jeg lærte meget af dem, både godt og dårligt,« siger han.
Allerede dengang tænkte Walther Rebernik over, at den verden, han fik indblik i, burde være kendt af flere mennesker. Men netop tavshedspligten gjorde det umuligt for ham at fortælle, hvad han vidste.
»Det var så eksplosivt og vanvittigt, hvad jeg oplevede, at jeg tænkte, at det på et tidspunkt måtte ud i form af en bog, og det byggede sig op i mig gennem årene,« siger han.
Også i advokatmiljøet oplevede han ting, der var svære at videregive en til en, men som han havde lyst til at formidle.
»Det værste ved at blive advokat er, at man ser alle fejlene i systemet. Der er ting, jeg ikke fortæller mine børn, fordi det er så desillusionerende. Jeg synes også, at jeg har mødt en del advokater, som er præget af kulde og umenneskelighed. Derfor blev jeg også ret hurtigt selvstændig for at kunne gøre tingene på den måde, jeg havde lyst til – nemlig at finde den bedste løsning frem for at smadre modparten i retten,« siger han.
Når Walther Rebernik skriver, er det ikke mindst sine erfaringer fra den københavnske underverden, han trækker på. Den lærte han at kende, da han som ung advokat og fuldmægtig boede i København og trænede i en karateklub på Vesterbro.
»I karateklubben kom der en blanding af regelrette mennesker med lange uddannelser og folk fra underverdenen, og jeg blev venner med nogle af de der pudsige og ofte barske typer, som de fleste nok kun kender fra film og bøger. Jeg fik en særlig relation til dem, fordi de vidste, at de kunne stole på mig, da jeg som advokat har tavshedspligt. Med tiden hjalp jeg nogle af dem, og jeg lærte meget af dem, både godt og dårligt,« siger han.
Allerede dengang tænkte Walther Rebernik over, at den verden, han fik indblik i, burde være kendt af flere mennesker. Men netop tavshedspligten gjorde det umuligt for ham at fortælle, hvad han vidste.
»Det var så eksplosivt og vanvittigt, hvad jeg oplevede, at jeg tænkte, at det på et tidspunkt måtte ud i form af en bog, og det byggede sig op i mig gennem årene,« siger han.
Også i advokatmiljøet oplevede han ting, der var svære at videregive en til en, men som han havde lyst til at formidle.
»Det værste ved at blive advokat er, at man ser alle fejlene i systemet. Der er ting, jeg ikke fortæller mine børn, fordi det er så desillusionerende. Jeg synes også, at jeg har mødt en del advokater, som er præget af kulde og umenneskelighed. Derfor blev jeg også ret hurtigt selvstændig for at kunne gøre tingene på den måde, jeg havde lyst til – nemlig at finde den bedste løsning frem for at smadre modparten i retten,« siger han.
Seks spørgsmål til Rebernik
Øjenåbner: Hvad har været en livsændrende læseoplevelse for dig?
»Der har været mange, men den første var, da jeg som 13-årig læste Ringenes Herre-trilogien af Tolkien. Jeg er ikke specielt fan af fantasy-genren, men den fortælling har det hele. En komplet verdensopbygning, karakterer, eventyr og drama, tematik og sprog og stil. Den er perfekt. Jeg tror ikke, at der til dato er skrevet noget, der er så komplet. Jeg var blæst bagover og komplet forelsket. Jeg var 13 år, da jeg læste den første gang, og arbejdede på en værktøjsfabrik i min fritid. En lørdag blev jeg på toilettet en time, da jeg bare måtte læse mig til, at Gandalf ikke døde under kampen med Balroggen.«
Forbillede: Hvem er dit litterære forbillede?
»Jeg har ingen forbilleder. Jeg er i det hele taget ikke særligt vild med at blive sammenlignet med eksempelvis Harlan Coben eller Jo Nesbø, som nogen har gjort. For så lyder det, som om man efterstræber en særlig stil eller har et særligt litterært udgangspunkt eller mål. Jeg fandt ud af, at jeg kunne skrive, da jeg lavede Jæger, og har skabt min egen stil og vil helst ikke bindes sammen med andre forfattere, ligesom de heller ikke skal tåle at blive bundet sammen med mig. Men masser af læsning har inspireret mig. Eksempelvis svenske Jens Lapidus, der beskriver underverdenen i Stockholm som ingen andre, eller danske Steffen Jacobsen, der formår at skrive superspændende, smukt og pissesjovt på samme tid.«
Arv: Hvilke værdier har du fået med hjemmefra?
»Retten og pligten til at stille spørgsmål til alt. Jeg er vokset op i en familie, hvor der var højt til loftet, og alt kunne og blev diskuteret. Det er sundt. Det er værdiløst at have alle de politisk korrekte holdninger, hvis man ikke kan forklare sig. Det er flokdyrsmentalitet. En anden værdi er anstændighed. Selv om jeg ikke har samme politiske ståsted som mine forældre, har jeg fået den værdi med hjemmefra. Man skal opføre sig ordentligt og hjælpe, når folk har brug for det. Specielt i de nære forhold. Jeg kan blive dårlig over at se, hvordan folk opfører sig på de sociale medier. Noget andet er, at det ikke nytter noget at have alle de 'rigtige' holdninger, hvis man ikke hjælper en person, der er faldet på gaden. Selv om man får snavs på hænderne. Det er noget, jeg har prøvet at give videre til mine børn. Anstændighed er ikke politisk.«
Duft: Hvad er din yndlingsduft?
»Som der lugter i cykelkælderen under min arbejdsplads. Olie, støv og nogle særlige rengøringsmidler. Jeg kan ikke forklare det, men det sætter mig i forbindelse med nogle minder fra min barndom, uden at jeg præcist kan sætte fingeren på det. Jeg får et sug i maven. Jeg har det på samme måde, når jeg kører forbi en mark, hvor landmanden lige har spredt gylle. De fleste kan ikke lide det, men for mig er det en god lugt. Det er lugten af ferierne på mine bedsteforældres gård på Nordfyn.«
Føde: Hvad har du altid i køleskabet?
»Chili. Stærk hjemmelavet chili. Jeg elsker det.«
Flugt: Hvad er din favorit overspringshandling?
»Kaffe. Man kan altid tage en kop mere. Og desværre nok også Facebook og Instagram. Selv om jeg ikke bryder mig om at erkende det.«
»Der har været mange, men den første var, da jeg som 13-årig læste Ringenes Herre-trilogien af Tolkien. Jeg er ikke specielt fan af fantasy-genren, men den fortælling har det hele. En komplet verdensopbygning, karakterer, eventyr og drama, tematik og sprog og stil. Den er perfekt. Jeg tror ikke, at der til dato er skrevet noget, der er så komplet. Jeg var blæst bagover og komplet forelsket. Jeg var 13 år, da jeg læste den første gang, og arbejdede på en værktøjsfabrik i min fritid. En lørdag blev jeg på toilettet en time, da jeg bare måtte læse mig til, at Gandalf ikke døde under kampen med Balroggen.«
Forbillede: Hvem er dit litterære forbillede?
»Jeg har ingen forbilleder. Jeg er i det hele taget ikke særligt vild med at blive sammenlignet med eksempelvis Harlan Coben eller Jo Nesbø, som nogen har gjort. For så lyder det, som om man efterstræber en særlig stil eller har et særligt litterært udgangspunkt eller mål. Jeg fandt ud af, at jeg kunne skrive, da jeg lavede Jæger, og har skabt min egen stil og vil helst ikke bindes sammen med andre forfattere, ligesom de heller ikke skal tåle at blive bundet sammen med mig. Men masser af læsning har inspireret mig. Eksempelvis svenske Jens Lapidus, der beskriver underverdenen i Stockholm som ingen andre, eller danske Steffen Jacobsen, der formår at skrive superspændende, smukt og pissesjovt på samme tid.«
Arv: Hvilke værdier har du fået med hjemmefra?
»Retten og pligten til at stille spørgsmål til alt. Jeg er vokset op i en familie, hvor der var højt til loftet, og alt kunne og blev diskuteret. Det er sundt. Det er værdiløst at have alle de politisk korrekte holdninger, hvis man ikke kan forklare sig. Det er flokdyrsmentalitet. En anden værdi er anstændighed. Selv om jeg ikke har samme politiske ståsted som mine forældre, har jeg fået den værdi med hjemmefra. Man skal opføre sig ordentligt og hjælpe, når folk har brug for det. Specielt i de nære forhold. Jeg kan blive dårlig over at se, hvordan folk opfører sig på de sociale medier. Noget andet er, at det ikke nytter noget at have alle de 'rigtige' holdninger, hvis man ikke hjælper en person, der er faldet på gaden. Selv om man får snavs på hænderne. Det er noget, jeg har prøvet at give videre til mine børn. Anstændighed er ikke politisk.«
Duft: Hvad er din yndlingsduft?
»Som der lugter i cykelkælderen under min arbejdsplads. Olie, støv og nogle særlige rengøringsmidler. Jeg kan ikke forklare det, men det sætter mig i forbindelse med nogle minder fra min barndom, uden at jeg præcist kan sætte fingeren på det. Jeg får et sug i maven. Jeg har det på samme måde, når jeg kører forbi en mark, hvor landmanden lige har spredt gylle. De fleste kan ikke lide det, men for mig er det en god lugt. Det er lugten af ferierne på mine bedsteforældres gård på Nordfyn.«
Føde: Hvad har du altid i køleskabet?
»Chili. Stærk hjemmelavet chili. Jeg elsker det.«
Flugt: Hvad er din favorit overspringshandling?
»Kaffe. Man kan altid tage en kop mere. Og desværre nok også Facebook og Instagram. Selv om jeg ikke bryder mig om at erkende det.«
Skiuheld førte til forfatterdebut
I dag er Walther Rebernik medejer af og partner i et advokatfirma og har specialiseret sig i immaterielle rettigheder, ophavsret, varemærker og design. Men sideløbende med advokatjobbet bruger han meget tid på at skrive. Allerede debutromanen Jæger gav ham fodfæste som forfatter og blev til i kølvandet på hans egen dumhed.
»Jeg var kommet alvorligt til skade med begge knæ ved et uheld på ski og lå på ryggen derhjemme i en måned. Jeg tænkte, at det var så tåbeligt, at jeg måtte få noget godt ud af det. Så jeg begyndte at skrive, og før jeg vidste af det, havde jeg skrevet 100 sider af det, der blev min første bog,« fortæller han.
Da Walther Rebernik havde afsluttet sin trilogi, kom ideen til den nye serie med forsvarsadvokaten Jan Rose i centrum.
»Jeg kan bedst skrive om mennesker, jeg kender, og det mest oplagte er jo at starte med sig selv. Jeg erkender gerne, at der er en del af mig i Jan Rose eller omvendt. Mit liv er dog ikke så spændende som Jan Roses, selv om jeg igen er begyndt at færdes mere på Vesterbro, fordi jeg efter en del år i Snekkersten er flyttet tilbage til byen. Så jeg går gennem Istedgade og sidegaderne ned til Halmtorvet stort set hver dag og taler med mange mennesker, hvis liv og historier ikke er mindre dramatiske end dem, man finder i mine bøger,« siger Walther Rebernik.
Han insisterer dog på, at det ikke er volden og brutaliteten i sig selv, der fascinerer ham, eller som han ønsker at fastholde sine læsere med. Derfor lytter han heller aldrig til true crime, som minder ham om kiggekøer ved et uheld på motorvejen. Walther Rebernik er drevet af interessen for, hvad der kan få en familiefar til at tage hævn, ultimativt ved at slå ihjel.
»Det er de mekanismer, der findes i os alle, der fascinerer mig.«
I dag er Walther Rebernik medejer af og partner i et advokatfirma og har specialiseret sig i immaterielle rettigheder, ophavsret, varemærker og design. Men sideløbende med advokatjobbet bruger han meget tid på at skrive. Allerede debutromanen Jæger gav ham fodfæste som forfatter og blev til i kølvandet på hans egen dumhed.
»Jeg var kommet alvorligt til skade med begge knæ ved et uheld på ski og lå på ryggen derhjemme i en måned. Jeg tænkte, at det var så tåbeligt, at jeg måtte få noget godt ud af det. Så jeg begyndte at skrive, og før jeg vidste af det, havde jeg skrevet 100 sider af det, der blev min første bog,« fortæller han.
Da Walther Rebernik havde afsluttet sin trilogi, kom ideen til den nye serie med forsvarsadvokaten Jan Rose i centrum.
»Jeg kan bedst skrive om mennesker, jeg kender, og det mest oplagte er jo at starte med sig selv. Jeg erkender gerne, at der er en del af mig i Jan Rose eller omvendt. Mit liv er dog ikke så spændende som Jan Roses, selv om jeg igen er begyndt at færdes mere på Vesterbro, fordi jeg efter en del år i Snekkersten er flyttet tilbage til byen. Så jeg går gennem Istedgade og sidegaderne ned til Halmtorvet stort set hver dag og taler med mange mennesker, hvis liv og historier ikke er mindre dramatiske end dem, man finder i mine bøger,« siger Walther Rebernik.
Han insisterer dog på, at det ikke er volden og brutaliteten i sig selv, der fascinerer ham, eller som han ønsker at fastholde sine læsere med. Derfor lytter han heller aldrig til true crime, som minder ham om kiggekøer ved et uheld på motorvejen. Walther Rebernik er drevet af interessen for, hvad der kan få en familiefar til at tage hævn, ultimativt ved at slå ihjel.
»Det er de mekanismer, der findes i os alle, der fascinerer mig.«
'Guds bøddel '
af Walter Rebernik.
Udkommer på forlaget Gyldendal den 21. maj.
Køb bogen i din lokale boghandel.
Udkommer på forlaget Gyldendal den 21. maj.
Køb bogen i din lokale boghandel.
