I et rødkalket hus nær Kerteminde omgivet af en stor have og æbleplantager og bistader sidder en mand og spiller på flygel. Flyglet tilhører Franz Adolf Syberg, også kaldet Trylle. Han er organist og komponist, og i en anden stue i huset står et kirkeorgel, som er gravet ned i gulvet, så der kan blive plads til orgelpiberne under loftet. Det er 1946, og Franz og hans kone, Gudrun, der begge er født i 1904, har fået deres første barn, Karen Margherita Syberg. Hendes kravlegård står lige bag ved flyglet, da det er det eneste sted, der er plads i den del af huset, som er varmt nok at være i om vinteren. Når den lille pige synes, at hendes far har spillet længe nok, tager hun sin trædukke og knalder sin far i hovedet med den. Mor Gudrun kan ude i køkkenet høre sin mand ømme sig og derefter begyndte at tale vrøvlesprog og lege med sin datter og spille »Åh, Susanne« eller en anden munter melodi på flyglet. Han får dukken til at steppe og bamsen til at synge.
Under ti år senere ser Karen Syberg sin far spille for sidste gang – denne gang på det orgel, han har bygget ned i gulvet i en anden af husets stuer. Kort efter dør Franz Adolf Syberg og efterlader et stort savn og en dyb sorg i familien – og mange ubesvarede spørgsmål i Karen Sybergs bevidsthed.

»Min far har spillet en stor rolle for mig og for den, jeg er blevet, selv om jeg mistede ham forholdsvis tidligt. Jeg kan vel sige, at han har været en grundtone i mit liv, og blandt andet derfor har jeg altid – siden jeg blev voksen – vidst, at jeg måtte skrive en bog om min slægt og især om min far,« siger Karen Syberg.

Hun er aktuel med bogen En tone i livet, der handler om hendes familie, blandt andet hendes farmor og farfar, kunstmalerne Anna og Fritz Syberg, hendes far Franz Syberg, der var komponist og mange andre slægtninge, der også for en stor dels vedkommende var aktive som kunstnere.

Violin i femårs fødselsdagsgave

»I mit barndomshjem var det naturligt at være skabende, at beskæftige sig med kunst og at udtrykke sig kunstnerisk. Jeg fik en trekvart violin i fem års fødselsdagsgave, som jeg dog aldrig blev rigtig glad for at øve mig på. Min lillebror derimod blev en dygtig guitarist. Jeg var en rigtig læsehest, og der var masser af bøger på reolerne, jeg kunne dykke ned i. Desuden malede jeg som barn og har fortsat med det op igennem livet, med afbrydelser indimellem,« fortæller Karen Syberg.
Den litteraturuddannede journalist, forfatter, kønsforsker og feminist debuterede allerede i 1976 med en bog om Christian Kampmanns forfatterskab. Det var, mens hun stadig studerede på Københavns Universitet og sideløbende var aktiv i rødstrømpebevægelsen. Hun var i 1970 med til at stifte bevægelsen og var også med til at starte den første kvindelejr, Femølejren, i 1971. Hun var blandt flere kvinder, der efter hjemkomsten fra den første lejr på Femø besatte et hus i København og indrettede det til kollektiv og hovedkvarter for rødstrømpebevægelsen. Hun flyttede selv ind i Kvindehuset og skrev sammen med andre af husets beboere den nyfeministiske analyse ”Udsigten fra det kvindelige univers” om ugebladet Eva.
Om baggrunden for sit engagement i den feministiske bevægelse siger hun:
»Jeg giftede mig meget ung, fordi man dengang skulle være gift for at kunne få en lejlighed. Det gik temmelig galt, og jeg valgte da også at forlade min mand efter nogle år. Jeg arbejdede på det tidspunkt som ekspeditrice sideløbende med, at jeg studerede, og når jeg kom hjem sent på eftermiddagen, lå min mand i sengen og læste kriminalromaner. Det gjorde mig rasende,« fortæller Karen Syberg.

Stak af til København

Hendes mor, som i 1955 blev alene med Karen Syberg og hendes to år yngre bror, havde ellers sørget for, at Karen Syberg fik en læreplads som reklametegner på Fyn, men det fandt Karen Syberg så kedeligt, at hun stak af til København og begyndte at læse dansk og historie, men skiftede kort efter til litteraturvidenskab, som hun tog magistergrad i. At studierne førte til både forskning, journalistik og forfatterskab, føltes naturligt, og på samme måde har det været selvfølgeligt for hende, at hun skulle bruge de mange breve, dokumenter og erindringer om sin slægt og især sin far til at skrive en bog. Hun har altid haft trang til at udtrykke sig, og opvæksten i en familie med udøvende kunstnere har gjort, at hun ikke har opfattet springet fra at studere til at skrive professionelt som særlig stort. Hendes politiske engagement var desuden med til at motivere hende.

I slutningen af 1970’erne blev hun kulturredaktør på tidsskriftet Politisk Revy, hvor hun fra et kvindeperspektiv skrev om kultur i bred forstand, herunder også om fødsler og sundhed. I 1985 blev hun ansat som journalist på Dagbladet Information, hvor hun fra 1987-1990 var redaktør af tillægget Moderne Tider. Herefter blev hun kulturjournalist med ansvar for blandt andet litteraturstoffet. Sideløbende fordybede hun sig i kønsforskning og udgav flere bøger, både fag- og skønlitterære, blandt andet en biografi om Tove Ditlevsen og flere havebøger.

Æblets fortælling

Hendes fars passion for æbler satte sig også igennem, især da hun i 2007 udgav bogen Æblets fortælling, hvor hun med stort overskud og vid fortalte æblets kulturhistorie – fra klosterhave til køledisk og fra eventyrenes guldæbler og folketroens farlige røde æbler til barndommens æbleskud og nutidens gennemsnitlige supermarkedsæble, der smagsmæssigt på ingen måde kan måle sig med æblerne fra plantagen ved Pilegaarden i Karen Sybergs barndom. Gennem hele perioden som forfatter vidste hun, at hun på et tidspunkt måtte grave dybt i sin egen og sin families historie og skrive den fortælling, som nu er kommet med En tone i livet.

»At det blev nu, hænger nok sammen med, at Johannes Larsen Museet kontaktede mig og fortalte, at de havde en stor samling breve, som var skrevet mellem min far og hans brødre, og at de nu var samlet og ordnet. De spurgte, om jeg ville kigge på dem. Det gav mig et skub, og så var jeg i gang, og der var ingen vej tilbage,« siger Karen Syberg.
Hun har skrevet på bogen i flere år og har brugt lang tid på at læse breve fra Johannes Larsen Museet og Faaborg Museums arkiver. Faaborg Museum har nemlig en stor samling breve, som er skrevet mellem hendes farmor og farfar, som begge var kunstmalere og blev anerkendt allerede i samtiden, men for Anna Sybergs vedkommende i disse år har fået større opmærksomhed, blandt andet via en udstilling af en stor del af hendes værker, Anna Syberg – Øjeblikkets skønhed, på Den Hirschsprungske Samling sidste år.

»Jeg blev overrasket over, hvor mange værker på udstillingen, jeg ikke havde set eller kendte til, og jeg må sige, at hun var en meget dygtig kunstner. Heldigvis bakkede min farfar hende op, og derudover var hun så heldig, at hun var vokset op i et kunstnerisk miljø – hendes far var maler og udsmykkede slotte og herregårde rundt om på Fyn. Hun var sådan et menneske, der ikke troede, at noget ondt kunne ramme hende,« siger Karen Syberg.

Fri og frejdig farmor

Arbejdet med bogen har bragt hende tæt på farmoren, som døde allerede i 1914, og som Karen Syberg derfor aldrig har mødt.

»Hun var en stærk person, fri, frejdig, morsom og godt skåret for tungebåndet. Jeg kan meget godt forstå og identificere mig med hende,« siger hun og nævner, at farmoren i et brev til sin bror giver ham tørt på, fordi han har givet udtryk for, at kvindelige kunstneres værker ikke burde udstilles på Faaborg Museum.

»Som feminist er det klart, at jeg forstår hendes harme. Selv om hun havde et godt udgangspunkt og fik støtte fra min farfar, havde hun også sine kampe at kæmpe, ligesom min generation har haft,« siger Karen Syberg.

Selv om hun er kommet meget tættere på både sin far og sin farmor og flere andre personer i sin familie, er der også ting, som stadig står uklart, og ikke mindst har det været umuligt for hende helt at trænge ind i nuancerne og brudfladerne i kærlighedsforholdene, især hendes farmors og farfars.

»Jeg fandt ud af en del ting, blandt andet at min farmor og farfar muligvis var hinanden utro – og hvorfor skulle de også have været mere bornerte, end vi er i dag. De var jo bohemer og ikke småborgere,« som hun siger.

»Men selv med brevvekslinger som materiale har jeg også måttet digte, og derfor er det en roman. Men alt, hvad jeg har digtet, har afsæt i det, jeg ved, og kunne efter min bedste overbevisning havde fundet sted,« siger hun.

Det store smertepunkt i hendes barndom og i arbejdet med bogen har været hendes fars død og hans skæbne som lovende komponist, der efter studier i Leipzig komponerede værker, som især i eftertiden blev anset for banebrydende og meget vellykkede inden for modernismen i den klassiske musik. I sin samtid, især efter Anden Verdenskrig, blev han imidlertid til dels dømt ude af det gode selskab, fordi nogle af de toneangivende personer i musikmiljøet havde en langt mere konservativ, nærmest bagstræberisk smag. Desuden, viste det sig under Karen Sybergs research, følte hendes far en sorg over at have mistet sit kulturelle hjemsted, det Tyskland, han havde oplevet under sine studier i Leipzig.

»Jeg tror, at han har følt sig hjemløs. De fleste af hans venner var tyske, og han var inspireret af komponister som Arnold Schönberg og Paul Hindemith. Det var meget svært for ham at forlige sig med den danske andedam. Desuden var der en faktor, som har med min farfar at gøre, som blev afgørende for, at han i en lang periode slet ikke komponerede,« fortæller Karen Syberg.

Frihed som kvinde og forfatter

Hvad det nærmere bestemt drejer sig om, må man læse En tone i livet for at finde ud af. Heller ikke omstændighederne omkring farens død skal afsløres på forhånd. Men ét kan Karen Syberg sige med sikkerhed:

»Min far og min slægt i det hele taget har givet mig en naturlighed omkring det at skabe og et verdenssyn, hvor penge ikke er så vigtige. I min barndom levede vi af min fars organistjob, tre tønder land med æbleplantage og 50 bistader. Vi havde ikke mange penge, men det var ikke det væsentlige. For mig har penge aldrig haft den store betydning.«

Til gengæld har friheden som forfatter og kvinde haft stor betydning for hende, og hun ser derfor også med en vis misfornøjelse på den bevægelse blandt nogle kvinder, som hun opfatter som et tilbageskridt og en nostalgisk længsel efter en forestilling om tidligere tiders husmorrolle. Hun undrer sig over, at en del kvinder i dag ønsker at være hjemmegående, men som hun siger:

»Det er deres sag, og jeg tror jo også, at det kommer til at ændre sig igen. Den slags har det med gå i bølger.«