Jens Andersen har skrevet mere end ti biografier om blandt andre Astrid Lindgren, Thit Jensen og H.C. Andersen. Men det er første gang, han skriver to biografier om samme person, nemlig Tove Ditlevsen. I 1997 skrev han portrættet Til døden os skiller, der nu bliver fulgt op af Ditlevsen.

»Der er sket voldsomt meget i litteraturen og i samfundet i vores del af verden siden 1997, som har rykket Tove Ditlevsens person, poesi og prosa ind i et nyt og større lys. Hvor hun i 1990'erne var en folkelig, men akademisk underkendt forfatter, som der ikke var plads til i den danske litteraturkanon, er hun i dag en international stjerne, der udgives og læses med begejstring i mere end 30 lande,« fortæller Jens Andersen og fortsætter:

»Og i forbindelse med kvinders kamp for ligestilling og MeToo-bølgen, samt med det seneste årtis voksende litterære anerkendelse af autofiktion, som Ditlevsen dyrkede, længe inden ordet blev opfundet, har vi fået øjnene op for flere og flere kvaliteter og facetter i hendes værker. Det er jo et stort og særdeles rigt forfatterskab, der også udspiller sig ret så vildt i journalistikken.«

Nye tider, nye vinkler

Det er ikke, fordi den nye biografi dømmer den anden ude, men forfatteren kalder bogen fra 1997 for »mangelfuld i forhold til den bredere og mere fordomsfrie tilgang, vi har til Ditlevsen i dag«.

»I 1997 var jeg meget optaget af at se og forstå Tove Ditlevsens liv og værk i lyset af hendes trang til at være bundet af skiftende ægteskaber og få det til at gå op i en højere enhed. Deraf titlen Til døden os skiller. Det mener jeg fortsat er en vigtig vinkel, men der er jo så mange andre indfaldsvinkler til hendes livshistorie og digtning,« siger Jens Andersen.

Blandt andre har kunstnergruppen Sort Samvittighed, der stod bag forestillingen Tove! Tove! Tove!, sammen med de seneste årtiers kvindelige forfattere, som har tematiseret sex, køn og kropslighed med en »til tider Ditlevsensk heftighed« inspireret ham til at søge nye, mindre belyste sider af forfatterskabet og af mennesket Tove Ditlevsen.

»Jeg har fået mulighed for at inddrage helt nye kilder i form af ukendt poesi og prosa fra Ditlevsens hånd, plus en række breve jeg modtog i årene efter den første bog fra mennesker, der kendte Tove Ditlevsen i forskellige perioder af hendes liv, blandt andet Victor Andreasen og Klaus Rifbjerg.«

Blæst omkuld

Det var genlæsningen af Ditlevsens erindringsværker Barndom (1967), Ungdom (1967) og Gift (1971), som blev afgørende for Jens Andersens beslutning om at skrive en ny biografi.

»Når man som dansker sidder med en ældre dansk forfatter mellem hænderne, kan det være svært at vurdere, hvilken tyngde og betydning et forfatterskab som eksempelvis Ditlevsens har ude i verden, og hvilket indtryk det gør på læsere i andre kulturer. Men da jeg sidste år genlæste erindringerne Barndom, Ungdom og Gift, der i udlandet udgives samlet under titlen Københavnertrilogien, blev jeg blæst omkuld af den vidunderligt smukke, forunderligt fortættede og til tider uhyggeligt præcise prosastil. Det er litteratur, hvor ord bliver til billeder, der blomstrer løs på læserens indre skærm. Så stor en oplevelse husker jeg ikke, jeg havde med de tre bøger i 1990'erne. Dengang læste jeg dem mere dokumentarisk, tror jeg.«

De tre erindringsbøger smittede også af på den form, han har valgt at give bogen. Den fylder helt bevidst ikke mere end 200 sider, er fortættet som romanerne og er uden fotografier. Ditlevsens sprogbilleder får lov at stå alene.

På spørgsmålet om, hvorvidt alle forfatterskaber burde udsættes for en lignende tidssvarende læsning, lyder svaret:

»De store forfatterskaber i dansk litteratur trænger i hvert fald til nyvurderinger over tid. Jeg har tidligere skrevet om blandt andre H.C. Andersen og kunne dengang i 2003 læse, at jeg havde begået 'den ultimative H.C. Andersen-biografi'. Sikke noget vrøvl. Dels findes der ikke 'ultimative' fortolkninger af andres livshistorier, dels vil der med tiden – er jeg sikker på – dukke en ny H.C. Andersen-biografi op, som øjner helt andre sider af eventyrdigteren, end jeg dengang så for mig. Og godt for det.«