Kryolitten og de usynlige naboer
Indtil for nylig kendte de færreste i Danmark til Ivigtut-minen i Sydvestgrønland og den lukrative danske udvinding af mineralet kryolit – en essentiel komponent i fremstilling af aluminium – der stod på fra 1854 til 1987.
Det ændrede sig med DR-dokumentaren Grønlands hvide guld, der sidste år udløste en intens offentlig debat om minedriftens økonomiske udbytte for den danske stat, og nu kaster bogen I kryolittens skygge nyt lys over det danske mineeventyr.
Bogen er skrevet af historikeren Henrik Knudsen, og den vender perspektivet fra DR-dokumentaren om.
Hvor dokumentaren fokuserede på mineraludvindingen som forretningsmodel for Danmark, stiller bogen skarpt på de lokale grønlændere i Arsuk, hvis liv blev grundlæggende forandret som følge af den danske minedrift.
»Der eksisterer ganske meget litteratur om Ivigtut-minen, men den har fuldstændig overset de lokale grønlandske naboer i Arsuk-fjorden og deres oplevelser. Man får næsten indtryk af, at det her mineprojekt foregik på et sted uden folk,« fortæller Henrik Knudsen til Bogmagasinet.
Forfatteren blev fanget af emnet, da han under den første coronanedlukning i 2020 sad derhjemme og arbejdede på en artikel om arktisk minedrift.
Han blev i den forbindelse opmærksom på, at de danske myndigheder isolerede Ivigtut-minen og det omkringliggende område fra resten af Grønland fra 1882 og næsten 50 år frem. En svimlende lang afspærring, der fik den danske coronanedlukning til at ligne en ubetydelighed.
Udbredt prostitution
De danske myndigheder, fortæller Henrik Knudsen, frygtede, at den blandt minearbejderne forekommende syfilis skulle sprede sig fra Arsuk-fjorden og til resten af Grønland.
Og det drastiske tiltag fortæller ifølge forfatteren sin egen historie om den særegne relation, der siden kryolitbrydningens påbegyndelse i 1854 var opstået mellem de danske minearbejdere – primært yngre mænd – og de lokale grønlandske fangersamfund.
»Det er en barsk og maskulin arbejdsplads, og kun den øverste ledelse må have koner med. Der opstår en udbredt prostitution, hvor unge grønlandske kvinder bliver sejlet hen til minen. Det fører både til kønssygdomme og adskillige børn født uden for ægteskab.«
Prostitutionen er langt fra de eneste nye erhvervsmuligheder, der opstår for den lokale Arsuk-befolkning som følge af den danske minedrift. De har indtil da levet et traditionelt sælfangerliv, men begynder nu at forsyne minearbejderne med fisk, havfugle og vildt. Der er stor efterspørgsel på disse varer som tilskud til arbejdernes ensidige kost bestående af grød, tørrede ærter og saltet flæsk.
Handelsrelationen, siger Henrik Knudsen, intensiveres af den langvarige isolation, der først ophæves sidst i 1930’erne. Den lokale befolkning i Arsuk er tvunget til at blive omkring fjorden, og folk fra det øvrige Grønland må ikke rejse til Arsuk.
Afspærringen gør, at Arsuk-befolkningen helt må opgive deres traditionelle sælfangerlivsstil, der forudsætter fri bevægelighed for at følge jagtdyrene. De mister også kontakten til det omkringliggende samfund.
»Mange lever et helt liv uden nogen sinde at se andre bosættelser uden for fjorden,« fortæller Henrik Knudsen.Tekst tekst tekst
Det ændrede sig med DR-dokumentaren Grønlands hvide guld, der sidste år udløste en intens offentlig debat om minedriftens økonomiske udbytte for den danske stat, og nu kaster bogen I kryolittens skygge nyt lys over det danske mineeventyr.
Bogen er skrevet af historikeren Henrik Knudsen, og den vender perspektivet fra DR-dokumentaren om.
Hvor dokumentaren fokuserede på mineraludvindingen som forretningsmodel for Danmark, stiller bogen skarpt på de lokale grønlændere i Arsuk, hvis liv blev grundlæggende forandret som følge af den danske minedrift.
»Der eksisterer ganske meget litteratur om Ivigtut-minen, men den har fuldstændig overset de lokale grønlandske naboer i Arsuk-fjorden og deres oplevelser. Man får næsten indtryk af, at det her mineprojekt foregik på et sted uden folk,« fortæller Henrik Knudsen til Bogmagasinet.
Forfatteren blev fanget af emnet, da han under den første coronanedlukning i 2020 sad derhjemme og arbejdede på en artikel om arktisk minedrift.
Han blev i den forbindelse opmærksom på, at de danske myndigheder isolerede Ivigtut-minen og det omkringliggende område fra resten af Grønland fra 1882 og næsten 50 år frem. En svimlende lang afspærring, der fik den danske coronanedlukning til at ligne en ubetydelighed.
Udbredt prostitution
De danske myndigheder, fortæller Henrik Knudsen, frygtede, at den blandt minearbejderne forekommende syfilis skulle sprede sig fra Arsuk-fjorden og til resten af Grønland.
Og det drastiske tiltag fortæller ifølge forfatteren sin egen historie om den særegne relation, der siden kryolitbrydningens påbegyndelse i 1854 var opstået mellem de danske minearbejdere – primært yngre mænd – og de lokale grønlandske fangersamfund.
»Det er en barsk og maskulin arbejdsplads, og kun den øverste ledelse må have koner med. Der opstår en udbredt prostitution, hvor unge grønlandske kvinder bliver sejlet hen til minen. Det fører både til kønssygdomme og adskillige børn født uden for ægteskab.«
Prostitutionen er langt fra de eneste nye erhvervsmuligheder, der opstår for den lokale Arsuk-befolkning som følge af den danske minedrift. De har indtil da levet et traditionelt sælfangerliv, men begynder nu at forsyne minearbejderne med fisk, havfugle og vildt. Der er stor efterspørgsel på disse varer som tilskud til arbejdernes ensidige kost bestående af grød, tørrede ærter og saltet flæsk.
Handelsrelationen, siger Henrik Knudsen, intensiveres af den langvarige isolation, der først ophæves sidst i 1930’erne. Den lokale befolkning i Arsuk er tvunget til at blive omkring fjorden, og folk fra det øvrige Grønland må ikke rejse til Arsuk.
Afspærringen gør, at Arsuk-befolkningen helt må opgive deres traditionelle sælfangerlivsstil, der forudsætter fri bevægelighed for at følge jagtdyrene. De mister også kontakten til det omkringliggende samfund.
»Mange lever et helt liv uden nogen sinde at se andre bosættelser uden for fjorden,« fortæller Henrik Knudsen.Tekst tekst tekst
01.10.2026
