En majdag i 1945 overgiver de tyske tropper i Danmark sig, og Anden Verdenskrigs mørke begynder at fortage sig. Få år senere begynder de første danske ferierejsende at trille sydover mod Vesttyskland i biler pakket med telte, campingudstyr og appetit på nye oplevelser. Mange sætter kursen mod Harzens højland og flodbredderne langs Rhinen og Mosel med vinmarker og middelalderborge.

Efterkrigstidens ferierejser til den tidligere besættelsesmagt er emnet for bogen Turen gik til Vesttyskland, som er skrevet af historiker og ph.d. Julie Andersen-Mølgaard. Inspirationen kom fra barndommens familiesammenkomster, hvor der ofte blev fortalt historier om bilturene til den store nabo mod syd.

»Jeg er vokset op med en morfar, der fortalte om dejlige sommerferier til Harzen. Det havde altid det her romantiske skær af solskin og varme og lykkelige stunder. Jeg var interessereret i at undersøge, hvorfor man tog af sted på ferie til et land, der lige havde holdt Danmark besat, og hvordan de rejser påvirkede danskernes syn på tyskerne,« fortæller Julie Andersen-Mølgaard.

Udlandsrejser til folket

Ifølge historikeren var Vesttyskland både økonomisk tilgængeligt og dragende for de mange danskere, der efter verdenskrigen fik mulighed for at tage på ferie i udlandet.

»Da krigen var forbi, drømte mange om at komme ud at rejse. De færreste havde råd til at rejse til Middelhavet, og Tyskland kunne også levere varme og eksotiske oplevelser. Derudover var der en stor nysgerrighed efter at møde tyskerne og finde ud af, hvad det var for et land, der var opstået efter krigen.«

I de første år efter krigen er det primært folk fra det bedre borgerskab, der rejser ud. For dem er udlandsrejser allerede en naturlig del af tilværelsen, som blot er blevet sat på pause af krigen. Men turistgruppen bliver op gennem 1950'erne og 1960'erne mere sammensat. Det skyldes den generelle velstandsstigning i samfundet og i særdeleshed den nye ferielov af 1953, der gør det muligt for flere danskere at holde længere sammenhængende sommerferie.

»Fra 1950'erne og frem begynder materiel velstand at blive omdrejningspunkt for ideen om det gode liv, og med til det hører, at man kan komme på ferie i udlandet.«

Draget af fortiden

Ligesom Vaniljehuset udspiller de fleste andre af Mich Vraas omkring 20 bøger sig i fortiden. Nutiden har ganske enkelt ikke samme tiltrækningskraft på ham, forklarer han.
»Som journalist (i 15 år på Ekstra Bladet, red.) beskæftigede jeg mig med det, der skete lige uden for vinduet. Derfor har jeg haft brug for at skrive om noget andet. Og så har jeg redskaberne til at gøre det, hvilket jeg kan takke min journalistiske baggrund for. Jeg ved, hvordan man finder de rette oplysninger og opstøver kilder. På trods af min fremskredne alder er jeg en ørn til at google,« griner Mich Vraa, der i sin research er dykket ned i blandt andet jubilæumsskrifter fra sin morfars firma, historiske tekster og bøger om Odense og ikke mindst den dagbog, hans mormor efterlod sig.
Meget af researchen til bogen er ifølge Mich Vraa lavet sideløbende med skriveprocessen.
»Jeg kan sagtens veksle mellem de to ting uden at miste beatet. Det skyldes igen, at jeg har arbejdet som journalist; man ringer til en kilde, skriver lidt, nærlæser et dokument og skriver igen. Sådan har jeg altid arbejdet,« siger han.

Hård proces

At skrive om sin egen familie har ifølge Mich Vraa været en interessant, men også hård proces, som han ikke er sikker på, han vil kaste sig ud i igen.
»Der er en masse hensyn, man skal tage. Jeg er jo ikke den eneste, der nedstammer fra de mennesker, der optræder i bogen. Derfor har det været vigtigt for mig at ændre navnene og gøre det klart, at det ikke er en dokumentarisk skildring, men en roman, hvor jeg selv har spædet en masse til.«

– Er du blevet klogere på, hvem din morfar var?
»Både og. Hans menneskelige side er jo svær at blive klog på så mange år efter hans død. Men jeg har fået en større indsigt i hans livsforløb, der viste sig at være mindst lige så fascinerende, som jeg forestillede mig som lille. Og heldigvis, kan man sige, for det viste sig at være en drøm af et afsæt til min roman.«